Der var farver overalt, da Telmore, i samarbejde med bureauet Nord DDB, i sommer gik i luften med den største marketingmæssige offensiv i selskabets historie.

På alle tænkelige parametre overgik satsningen Telmores hidtidige marketing-aktiviteter, og at dømme ud fra de evalueringer og målinger, der efterfølgende er gennemført, har den ramt lige midt i skiven:

Fx siger 54 procent af respondenterne i dag, at de kan huske, at de har set Telmores reklamer inden for den seneste tid. Et tal der lå på 37 procent, før den nye identitet blev lanceret - altså en stigning på 17 procentpoint.

Desuden siger 73 procent, at de synes, at Telmore lykkes med at komme igennem med sine budskaber. En stigning på 16 procentpoint.

Kundetilgang vokser

Ved lanceringen lod Telmore forstå, at man sigtede mod at levere den bedste samlede pakke på markedet - med øget fokus på bl.a. underholdning - og dermed appellere til en endnu bredere kundebase end hidtil.

Og også her ser indsatsen ud til at have givet pote: Ud af selskabets 700.000 kunder er det nu næsten 200.000, der er signet op til en underholdningspakke med musik eller serier, film og læsestof, og ifølge Telmores egne tal vælger mere end halvdelen af kunderne i dag den største pakke.

Det er en milepæl for selskabet, siger direktør Jens Grønlund, som også kan fortælle, at den månedlige kundetilgang på Play-abonnementet er steget med 50 procent siden kampagnestart.

- Det har givet pote, at vi har satset benhårdt på at fortælle vores kunder, at Telmore er mere end telefoni, og at man får den bedste samlede underholdningspakke hos os. At vi er ”det smarte valg”, siger direktøren.

Fra strategi til eksekvering

Og der er ingen tvivl om, at kunderne i dag forventer mere af deres mobilabonnement end for bare få år siden, lyder det fra marketingdirektør Henrik Claus Lehman:

- I dag bruger vi vores telefon som underholdningscentral med både musik, film, serier, bøger, magasiner osv. Den udvikling gør vi vores yderste for at understøtte - og det er netop dén historie, vi har gjort os umage med at fortælle i det nye marketingunivers, siger han.

Hos Nord DDB er der naturligt nok glæde over, at re-brandingen og kampagne har skabt fine resultater for Telmore:

- I samarbejdet med Telmore har vi sammen truffet nogle smarte og modige strategiske valg, og disse ser vi allerede frugterne af nu. Det er jo fantastisk, og det er kommet langt hurtigere, end vi kunne håbe på, siger Martin Meyer, strateg hos Nord DDB og tilføjer:

- Og vi glæder os over, at et tæt samarbejde på alt fra strategi til eksekvering igen viser sig at være den rigtige løsning.