Interflora har igennem mange år gjort sig bemærket med iøjnefaldende og prisvindende kommerciel kommunikation.

Nu er gave- og blomsterkæden så i luften med en ny brandplatform, ”Husk hinanden”, der er skabt i samarbejde med den nye samarbejdspartner på reklamebureaufronten, & Co., der afløste Brandhouse tidligere på året.

Med den nye brandplatform vil Interflora rette søgelyset mod de relationer, der betyder noget særligt for os.

- Vi mennesker eksisterer ikke alene, men imellem hinanden. Det er lige præcis dét, der er vores naturtilstand – og måske er det blevet så naturligt, at vi helt glemmer at værdsætte dem vi har nærmest, lyder det fra Kirstine Bernes, Marketing Manager hos Interflora, i en pressemeddelelse.

- Måske kan man endda gå så langt som til at sige, vi bruger for meget af vores tid på dét, vi har, i stedet for på dem, vi har. Hos Interflora har vi derfor skabt en ny platform, som tager os tilbage til kernen af vores brand, fortsætter hun.

Den nye brandplatform skal bl.a. synliggøre, hvor meget "opmærksomhed, taknemmelighed og anerkendelse mellem mennesker betyder."

- Vi vil gerne bruge vores taletid på at huske hinanden på lige netop hinanden. Med vores kommunikation ønsker vi at gøre det nemmere og mere naturligt for danskerne at udtrykke deres følelser. Netop at sige tillykke, undskyld, velkommen, farvel, god bedring og tak for både store livsbegivenheder og de små ting i hverdagen, slutter Kirstine Bernes.

Interfloras nye brandplatform rulles ud i en række små film i december og bliver senere fulgt op af flere kampagneaktiviter.

Tjek Interfloras nye brandplatform ud i filmen herunder: