Real Dania står bag en ny bydel i Ringkøbing, som markedsføres under navnet Naturbydelen.

Dentsu Aegis Network står bag, og her bruger man det som en case på, at det korte videoformat ikke er den eneste vej til succes på videoplatforme. Journalistisk tæft og menneskeligt indhold er øverst på agendaen, når der arbejdes med brandet indhold, lyder det fra bureaugruppen.

Videoen er udarbejdet i samarbejde med produktionsselskabet Must, og skal på fire minutter og 35 sekunder overbevise målgruppen om, hvad "det gode liv" er.

– Forbrugerne efterspørger content med mere dybde. Indhold der bryder med de hurtige og larmende formater. Aktuelle indsigter fra vores strategiafdeling, krydret med den gode idé, blev oversat til indhold, der stikker dybere hos forbrugeren, siger Thomas Barker, Senior Creative & Digital Client Manager hos mediebureauet Carat, der er en del af Dentsu Aegis Network.

- Vi arbejder med forbrugernes nysgerrighed og udfordrer deres "jeg". Promovering af en bydel er som udgangspunkt ikke interessant. Det, som interesserer os mennesker, er vores egen boble – vores familie, venner og eget velbefindende. Vi vil vide, hvordan vi lever det gode liv, fortsætter han.

Han fortæller videre:

– Videoen tager afsæt i vores store forbrugerstudie fra 2017, ”På Forkant med Udkanten”. Studiet gav os nogle skarpe og aktuelle indsigter, som vi har brugt til at forme en historie rundt om ”produktet”, Naturbydelen. Vi har altså vendt det på hovedet og forsøgt at tage afsæt i mennesket ved at kommunikere til dem og deres værdier, snarere end vi har haft produktfortælling på agendaen.

Resultaterne af indholdet vurderes som positive. Mere end 16 pct. har set den over fire minutter lange video til ende. Derudover har videoen bidraget med at øge interessen for at høre mere om Naturbydelen med 26 pct., mens kendskabet er steget fra fem til 14 pct.

– Resultaterne overstiger vores ellers høje forventninger til kampagnen og understreger, at kombinationen af indsigter, storytelling og den god idé kan være et fundament for længere indhold. Det er uden tvivl det, der har skabt resultaterne. Det viser bare, at vi skal turde at udfordre normen, siger Allan Baunsgaard, der er Client Manager hos lifestyle marketing-bureauet MKTG, der også er en del af Dentsu Aegis Network.