”Plastik er fantastisk. Det troede vi i hvert fald engang."

Sådan lyder det i introen fra den barmfagre kendis Linse Kessler i en ny kampagnefilm fra Dansk Retursystem, der skal gøre danskerne opmærksomme på, at der fra næste uge også er pant på saft- og juiceflasker.

Filmen har fået masser af opmærksomhed på de sociale medier, siden den blev lanceret på Dansk Retursystems Facebook-side 25. juni klokken 09.30. Den kører også i en version på TV i uge 33, 34 og 35, ligesom den er delt på YouTube og Instagram.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Her har ikke mindst Linse Kesslers opslag om filmen bidraget til at skubbe den ud over rampen med over 50.000 likes og opmærksomhed fra flere af Linse Kesslers med-kendisser – og influenter – som Mascha Vang, Pelle Hvenegaard og Emil Thorup.

Kessler svarer igen i 45 videoer

Bag kampagnen står reklamebureauet Robert/Boisen & Like-minded, der prøver en ny ting af i forbindelse med filmen i form af videosvar på folks kommentarer.

Det er dels gjort for at teste effekten op mod almindelige svar og dels for at imødekomme kritiske kommentarer med både et smil og et seriøst svar. Det kommer man jo også oftest længst med i den virkelige verden, forklarer Victor A. Petri, Head of Social & Brand Activation, hos Robert/Boisen & Like-Minded.

Hvordan er det gået?

- Det har været vildt. Vi havde for-produceret 45 forskellige videosvar med Linse Kessler, som stort set nu alle har været i brug, siger han.

Hvad er formålet med videosvarene?

- Målet er at skabe mere reelt engagement. Video fungerer godt på Facebook, så vores hypotese inden kampagnen var, at det også kan fungere som løftestang i kommentarfeltet til at skabe endnu mere kvalitet i den dialog, som de fleste brands jo gerne vil skabe på sociale medier. Det er vi i gang med at blive bekræftet i, siger Victor A. Petri.

Han kan også fortælle, at de 45 videoer blev produceret ud fra en brainstorming på, hvad Dansk Retursystem og Robert/Boisen & Like-minded forventede af kommentarer på videoen, der i skrivende stund har fået 705 kommentarer, 2.500 delinger og 9.626 likes.

Det forventes, at tilføjelsen af saft- og juice-flasker til pantsystemet vil give en årlig CO2-besparelse på cirka 5.700 ton CO2.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Se den omtalte kampagnefilm herunder: