Flere end 50.000 deltagere, 15.000 nye abonnenter til nyhedsbreve og en million likes, kommentarer og delinger på Facebook.

Det er nogle af de resultater, som et digitalt lykkehjulsspil har givet boligkæden JYSK i løbet af to uger i september.

– Formålet med lykkehjulet var at engagere vores kunder på en ny måde, siger Hanne Bang Vorre, E-Business Director i JYSK.

– Forbrugere bliver i dag bombarderet med mange indtryk og muligheder for at deltage i forskellige konkurrencer. Derfor ville vi gerne lave en kortvarig kampagne, hvor brugeren med det samme kunne se med, om de havde vundet. Det har tydeligvis givet pote, fortsætter hun.

Nem og hurtig deltagelse gav succes

På JYSK.dk kunne deltagerne dreje lykkehjulet én gang per dag, hvorefter de straks fik at vide, om de havde vundet en præmie, en ekstra tur eller lodder i lodtrækningen om hovedgevinsten, som var en dobbelt elevationsseng.

I alt deltog 52.000 mennesker i lykkehjulsspillet, og hver deltager gav i gennemsnit lykkehjulet fem snurreture.

På Facebook opnåede konkurrencen en samlet rækkevidde på næsten 700.000 brugere, og opslagene, der promoverede lykkehjulet, blev liket, kommenteret og delt mere end en million gange.

– Vi er meget glade for resultatet af kampagnen, som er gået over al forventning. Brugerne har virkelig taget kampagnen til sig. Den lave barriere for at deltage kombineret med de mange præmier har været grundlaget for spillets succes, slutter Hanne Bang Vorre.

Lykkehjulet rullede på JYSK.dk fra 3.-17. september 2016, og JYSK havde relationsbureauet Juhlsen med inde over udviklingen af kampagnen.