Software-giganten Microsoft søsætter i dag en content-baseret kampagne, der skal sætte fokus på Office 365-brandet over for nystartede og mindre danske virksomheder.

Kampagnen, der har titlen ”Make Your Business Play”, fortæller om de fordele, der er ved at samle alt i én løsning fremfor den pærevælling af software-løsninger, som mange mindre virksomheder i dag benytter sig af - og det kreative video-univers er udviklet og produceret af den unge virksomhed Playground.

Bag navnet Playground gemmer sig bl.a. Playground Distribution, Playground Activation og Playground Production - en virksomhedsgruppe, der dels distribuerer tech- og sportsudstyr og dels arbejder med events, kunst, marketing, aktivering og filmproduktion.

Og så optræder grundlæggerne i øvrigt selv i to af de tre kampagne-videoer fra Microsoft.

Fra Tappernøje til Alperne

Microsoft-satsningen består af tre forskellige film, og den første fortæller historien om Playground-direktør Anders Bjørndahl, der gik fra at være elektromekaniker i Tappernøje til 14 sæsoner i Alperne - og til direktør for en koncern med 35 ansatte.

Den anden film handler om Nikolaj Vang, der - drevet af en stærk passion for skiløb - stiftede Playground sammen med Anders.

Og i den tredje film får man historien om Danmarks bedste surfer, Oliver Hartkopp, der allerede som 16-årig blev en lille enmandsvirksomhed, da han flyttede til Klitmøller for at hellige sig sin sport 100 procent.

- Playground er et godt billede på en virksomhed, der benytter Office 365, og som består af folk, der fører deres drømme og passioner ud i virkeligheden - og som på den baggrund skaber en forretning. Med Office 365 har vi en fantastisk løsning, der understøtter behovet for fleksibilitet, samarbejde og skalerbarhed i skyen, der er essentielle for især de nye generationer på arbejdsmarkedet, siger Andreas Aksglæde Stahl, Office 365 Produktchef hos Microsoft.

Atypiske business-historier
Og hos Playground Activation, siger Christian Noer, Managing Director, at man er stolte over at løse opgaver for Microsoft.

- Med udgangspunkt i Generation Y har vi skabt et univers baseret på stærke fortællinger i videoform. Filmene bliver promotet på Microsofts digitale og sociale kanaler, og ideen er, at man så derfra ledes til et kampagne-site, som samler indholdet, der kan kvalificere leads og øge kendskabet til de mange nye muligheder, der ligger i Office 365, siger han.

Managing Director Kristian Ussing tilføjer:

- Vi ville gerne fortælle nogle lidt atypiske business-historier, der skulle være inspirerende at se, og det har vi gjort ved at følge nogle spændende personligheder, der alle lever af deres passion.

Kampagnesitet er udviklet af det digitale bureau Plant i samarbejde med Microsoft og Playground, og du kan besøge det her.

Se de tre nye Microsoft-film her.

Anders Bjørndahl - The Playground Story

Nikolaj Vang - Creating Lines

Oliver Hartkopp - Between Sets