Hvordan skaber man opmærksomhed blandt primært kvindelige forbrugere omkring en ny mobiltelefon, som bl.a. udmærker sig ved at være vandtæt?

Man lancerer naturligvis en særlig kollektion af designer-regntøj og smartphones, der matcher hinanden.

Det er i hvert fald hvad Sony Mobile - godt hjulpet på vej af reklamebureauet Crispin Porter +Bogusky i København - har gjort.

Bureauet har oversat “water proof” med “weather proof”, fordi mobilen er perfekt til det regnvåde danske efterårs og vintervejr - og for at iscenesætte egenskaberne har teamet i samarbejde med den danske designer Emma Jorn udviklet en kollektion af moderigtigt regntøj, ”Skybrud”, der matcher mobilernes farver.

Morten Johansen, Sony Marketing Manager for Danmark, er begejstret for projektet og siger:

- Vi synes det er et super spændende projekt, hvor vi dels bevæger os lidt væk fra vores vante omgivelser men samtidig fastholder en meget klar relevans til nogle af Xperia Z3 Compacts stærkeste egenskaber, nemlig designet og vandtætheden. Vi har længe ønsket at fortælle historien om, at vores vandtætte smartphones er som skabt til det omskiftelige danske vejr, hvilket vi gør her på en ny og anderledes måde, hvor vi samtidig er med til at levere noget unikt til vores kunder.

Aktiveringen er primært båret af omtale i fashion-blogs - som fx her - og desuden en konkurrence (#skybrudFW14), hvor forbrugerne kan vinde et af de fire outfits og en matchende mobil.

Content der fanger

Mathias Birkvad, der er Managing Director hos CP+B siger, at det handler om at skabe relevant indhold, der på samme tid interesserer målgruppen, og evner at bygge bro i mellem forbrugerne og brandets egenskaber, og at SkybrudFW14# er et bud på, hvordan det kunne gøres.

- Vi oplever, i samspil med mange af vores kunder, at det er rigtigt svært at trænge igennem til de yngre segmenter. De befinder sig typisk i nogle medier, hvor kommercielle budskaber i traditionel reklameforstand ikke hører hjemme, og hvor kommunikation foregår 100 procent på målgruppens præmisser. Så i stedet for at gå den traditionelle reklamevej forsøger vi at skabe relevant indhold, der på mediernes præmisser og med målgruppens eget sprog evner at bygge bro mellem forbruger, brands og produkters egenskaber, siger han og tilføjer:

- Hvis man skal lytte til det store udland, så er ”branded content” den nye konge. Alle som har set Game of Thrones ved, at kongerne er noget der kommer og går, men jeg er ret sikker på, at vi vil se meget mere af den her type kommunikation fremadrettet.

Mathias Birkvad fortæller videre, at bureauet er blevet kontaktet af CPH Fashion Week (Revolver) og spurgt om de ville udstille kollektionen, som en showcase på, hvordan kommercielle brands og modebranchen kan arbejde sammen på unikke måder. D

Mediacom er mediebureau på kampagnen, og PR-delen er varetaget af CP+B igennem MildhPress.

Kom med Behind The Scenes her.