Den danskfødte rejsesøgemaskine Momondo gør sig ofte bemærket med kommerciel kommunikation, der kredser om at inspirere rejsende til at opleve ting, som ligger lidt uden for det, de klassiske guidebøger anbefaler.

Det sker nu igen ved hjælp af 360 graders videoer af Indre By, Nørrebro og Vesterbro. Videoerne, der er udviklet i samarbejde mellem Wonderful Copenhagen og Momondo, viser nemlig nogle af de oplevelser, byen har at byde på foruden de største attraktioner.

Markedsføringen er fuldt digital, og den foregår på Facebook og Instagram. Wonderful Copenhagen tager sig af promoveringen til amerikanerne og briterne, mens Momondo skubber indholdet ud til rejsende fra Danmark, Finland og Sverige.

- Ved at bruge 360 graders interaktiv teknologi kan vi give en oplevelse, der er anderledes, hvor vi kommer tættere på og giver mulighed for at udforske de lokale nabolag, forklarer Per Christiansen, der er VP for Marketing hos Momondo.

Et nyt marketing-samarbejde

Videoerne er også et eksempel på et nyt marketing-samarbejde, hvor en hotel- og rejsesøgemaskine og en turismeorganisation går sammen om at producere og sprede videoer.

- Vi kigger hele tiden på nye måder at udvikle vores kampagner på og på nye, interessante samarbejdspartnere. Co-produktionen med Momondo er et godt eksempel herpå, hvor vi folder fortællinger om København ud med et lidt anderledes visuelt greb, siger Tine Kastrup-Misir, der er kommunikationschef hos Wonderful Copenhagen.

-  Mange rejsende søger inspiration fra de lokale, og her inviterer vi på virtuel cykeltur med lokale guider. Målet er at øge nysgerrigheden og lysten til at besøge København med inspiration fra kendte og mindre kendte dele af byen, slutter hun.

Du kan tage med på en virtuel københavnertur her (videoerne, som Khora VR har været med til at udvikle, tilpasser sprogversion efter IP-adresse)