Hvordan får man unge i alderen 15-17 år til at respektere hinandens seksuelle grænser?

Når afsenderen bag kampagnen hedder Det Kriminalpræventive Råd?

Og mange unge derfor tænker, at kampagnen ikke er relevant for dem? 

Og når kampagnen kommer i kølvandet på lignende kampagner med negative vinkler?

Hvordan slipper man igennem unges veludviklede adblocking- og bullshit-filter?

Og hvordan får man dem til at tale om emnet i venne-grupper, hvor normerne skabes?

De spørgsmål forsøger Det Kriminalpræventive Råd i øjeblikket at besvare via kampagnen Tune Ind. Fire bureauer står bag kampagnen: Drum CPH er kreativt leadbureau, PHD er mediebureau, Kompas Kommunikation er PR-bureau, og Splay Networks har ansvaret for influencer- og content-aktivering.

Den store udfordring er ...

Kampagnen er målrettet unge, der kender hinanden, og festen er et vigtigt omdrejningspunkt. 4 ud af 10, der udsættes for seksuelle overgreb, er nemlig teenagere.

6 ud af 10 af disse seksuelle overgreb sker mellem personer, der er kærester eller kender hinanden i forvejen (men ikke familiemedlemmer). 

Og i hvert tredje tilfælde sker overgrebene i forbindelse med en fest eller bytur. Det viser analyser, som Det Kriminalpræventive Råd har fået foretaget forud for kampagnen.

– Det at få overtrådt sine seksuelle grænser er en af de værste krænkelser, man kan blive udsat for. Udover de store psykiske konsekvenser, det har at blive udsat for et seksuelt overgreb, ved vi, at dem der har været udsat, har en større risiko for at blive udsat igen. Derfor er det vigtigt at forebygge tidligt, og derfor sætter vi nu ind med en national kampagne målrettet de unge, siger formand for Det Kriminalpræventive Råd, Henrik Dam.

Ingen løftede pegefingre

Udgangspunktet er, at de unge gerne vil respektere hinandens seksuelle grænser, men at det kan være svært at finde ud af, hvornår der er givet grønt lys til sex, og hvornår man presser for meget på. 

Og mange unge ved ikke, hvordan man taler om sex og grænser. Det viser en analyse, som Antropologerne har foretaget for Det kriminalpræventive Råd.

Kampagnen skal derfor hjælpe unge med at tune ind på hinanden seksuelt – uden at pege fingre.

Hvordan gør man så det?

Jo, de to unge musikere fra musikselskabet Universal Music Danmark, Emil Kruse og Louis Samson, som mange unge lytter til og kan spejle sig i, har lavet en sang om det at tune ind på seksuelle grænser.

Filmselskabet Bacon har lavet musikvideoen bag med Nina Holmgren som instruktør. Sang og musikvideo vil blive spillet til bl.a. fester via især Spotify og YouTube.

Kampagnen blev kickstartet til Guldtuben lørdag den 22. september 2018, hvor de to musikere for første gang optrådte med sangen.

En serie mini-docs og influencere

– I en minidokumentar på fire afsnit følger vi Emil Kruse og Louis Samsons sangskrivning – og refleksion over emnet sammen med andre unge og en sexologisk rådgiver, lyder det fra Drum CPH. 

– På YouTube følger vi desuden førende danske YouTubere, der i skiftende konstellationer taler om, hvordan man kan tune ind på hinandens seksuelle grænser. YouTuberne er Rasmus Brohave, Arian Planet, Marie Vagn-Hansen, Mads Gottlieb og Emil Olsen.

Minidokumentar, YouTuber-talks, sang og musikvideo annonceres på Snapchat, Instagram, Facebook, Spotify og YouTube i 4 uger og understøttes af en kampagnehjemmeside og en Facebook-kampagneside. 

Dermed eksponeres kampagnen for ca. 95 pct. af målgruppen. Natteravnene deler desuden 45.000 kondomer med kampagnens logo og budskaber ud i nattelivet, og i 2019 lancerer Det Kriminalpræventive Råd ligeledes et undervisningsmateriale i samarbejde med Sex & Samfund for at sætte emnet på dagsordenen i skolerne.

De unge bør tale med hinanden

– Kampagnen skal guide unge til at tale om hinandens seksuelle grænser, og hvordan man tuner ind på dem, fortæller Claus Andersen, der er Managing Director i Drum. 

– Men de unge har ikke et sprog omkring samtykkebaseret sex, og i traditionelle oplysningskampagner oplever vi ofte det, der kan kaldes kognitiv dissonans, hvor den unge ikke finder kampagnen personligt relevant og derfor filtrerer budskabet ud. Derfor har vi skabt en løsning, der udfordrer det klassiske kampagneformat. 

– Kunsten i denne kampagne er ikke kun at eksponere de unge for kampagnen, men også at gøre et svært emne relevant og interessant for de unge – og at skabe refleksion og samtale herom i vennegrupperne. 

– Det gør vi via YouTubere, musik og en minidokumentar om musikkens tilbliven, som taler i øjenhøjde med de unge, siger Bo Falsig, der er partner og CEO i Kompas Kommunikation.

– Kampagnen taler til de unges følelser, refleksion og identitetsskabelse omkring seksuel adfærd, og derigennem tror vi på, at flere unge lærer at tune ind på hinandens seksuelle grænser, fortæller Adrian Langer, der er Country Manager i Splay Networks.

Musikvideo:

Minidokumentar - afsnit 1 af 4

Spotify-sang