Et dansk arbejde for ALDI signeret Havas Danmark blev det 15. mest prisvindende mediearbejde i verden i 2019, viser en ny opgørelse fra WARC (World Advertising Research Center).

- Vi har svært ved at få armene ned, siger Peter Kirchhoff, Account Director i Havas Danmark, om placeringen, der er baseret på en sammentælling af de priser, der hvert år uddeles til de bedste mediearbejder ved awardshows verden over.

Opgørelsen, The WARC Media Top 100, er baseret på antallet af vundne priser i mediekategorierne ved brede awardshows som Cannes Lions og D&AD samt ved mere mediebureau-orienterede af slagsen, såsom Festival of Media Global, World Media Awards og IAB MIXX Awards.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

ALDI sparede millioner

I det prisvindende arbejde, der blandt andet blev belønnet med guld ved Festival of Media Global, kortlagde Havas Danmark ALDI-kunders færden ved hjælp af GPS-data for at finde frem til de områder, hvor kædens tilbudsaviser blev læst eller ikke blev læst.

På baggrund den kortlægning reducerede ALDI antallet af tilbudsaviser uden mærkbar effekt på salget med i alt 33 procent.

Det gav en besparelse på 2,2 millioner euro (eller godt 16 millioner danske kroner, red.), som blev reinvesteret i digital tilstedeværelse.

- Her realiserede vi en stigning på 24 procent flere læsere. Derudover fik vi også kunder i tale – især fra de yngre generationer – som traditionelt har været svære at nå ud til i den kommercielle kommunikation, har Peter Kirchhoff tidligere fortalt til Markedsføring om kampagnen.

- Kampagnen har været en stor succes. Ikke nok med at vi formåede at effektivisere og optimere et meget vigtig medium for ALDI, så medførte det også markante besparelser, der blev geninvesteret på digitale områder, og gjorde at vi kunne målrette og tiltrække nye yngre og mere moderne målgrupper, siger Karina Marott, der er marketing- og kommunikationsdirektør i ALDI.

ALDI og Havas Danmarks arbejde er med til at sikre Danmark en placering som nummer 22 på The WARC Media Top 100’s landeliste, der toppes af USA, Australien og Kina. Til sammenligning ligger Norge og Sverige henholdsvis nummer 29 og 39 på landelisten.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Virtue i kreativ kampagne-top

Retter man blikket mod en anden del af WARC’s årlige opgørelse – den var tidligere kendt som The Gunn Report – den kreative, så skiller en anden danskudviklet kampagne sig ud.

Det drejer sig om Virtues massivt prisvindende adRESS the Future-kampagne for norske Carlings, der i juni 2019 blev den første danske Grand Prix-vinder ved VM i reklame, Cannes Lions, i 16 år, og som også vandt Grand Prix ved The One Show og Eurobest.

Den kommer ind på en 17. plads over de mest prisvindene kreative kampagner i verden, og det er den eneste danske af slagsen i Top 100.

Derimod placerer reklamebureauet & Co.'s The Lift-arbejde for Bianco sig som nummer 128, mens et andet arbejde signeret Virtue, The Genderless Voice for Copenhagen Pride, kommer ind som nummer 258, oplyser Amanda Benfell, Head of PR & Press hos WARC, til Markedsføring.