For 16 år siden udkom magasinet Copenhagen Sundays - et papirmagasin startet af Michael Rachlin, Pelle Elikofer og David E. Bastian-Møller.

Det lykkedes dog aldrig rigtig at få magasinet op at flyve, så det måtte lukke ned igen efter kort tid, men nu giver to af de oprindelige stiftere det endnu en chance - denne gang som webmagasin, supporteret af Facebook og Instagram.

Det er Pelle Elikofer og David E. Bastian-Møller - begge marketingfolk og glødende FCK-fans - der står bag det nye webmagasin.

- Hvis man er FCK-fan, så skal man følge med hos os. Hos Copenhagen Sundays vil man kunne finde længere artikler, interviews og småstof om alt, der har med FCK at gøre, siger David Bastian-Møller, som har samlet en mindre redaktion af journalister og kommunikationsfolk, alle med stor forkærlighed for klubben.

Kendte navne står bag
De to herrer bag magasinet er kendte navne i marketingverdenen.

Pelle Elikofer er i dag Nordic area sales manager hos software-virksomheden Actimo, og har desuden erfaring fra bl.a. Isobar, Creuna og Kunde & Co.

David E. Bastian-Møller er i dag marketingchef hos Metz, der leverer reklame- og firmagaver, og har desuden erfaring fra bl.a. Gavefabrikken og Utopia Design ligesom han også har været selvstændig konsulent.

Tidligere har han desuden skabt en del velgørende opmærksomhed med projektet Operation Julegaveregn  - en indsamling til fordel for de mange børn og unge, der er anbragt på børnehjem og døgninstitutioner i Danmark.

En fjeldabe med nosser...
Men nu skal Copenhagen Sundays op at stå igen og i premiere-udgaven af det nye magasinformat kan bl.a. læses et sjældent interview med Federico Santander, og en klumme - ”En fjeldabe med nosser” - om Ståle Solbakken af Flemming Østergaard og meget mere.

- F.C. København er nordens største fodboldklub og vi tror på, at der plads til et uafhængigt medie, der omhandler klubben og alt livet omkring den, siger David E. Bastian-Møller, som i øvrigt oprindelig arbejdede i et reklamebureau, der udgav avis for klubben i tre år.

Det nye webmagasin udkommer fire gange årligt og suppleres af Facebook, Instagram og nyhedsbreve. Det skal finansieres af annoncer og frivillige bidrag.

Du kan nærstudere det nye projekt her.