Mænd udgør normalt kun 5-10 procent af de personer, der reagerer, når Red Barnet kører kampagner for at styrke kendskabet til organisationen og øge antallet af bidragydere. 

Men nu har organisationen fundet en mulig vej til mændenes hjerter: Spil.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

En quiz-baseret online-kampagne fra Red Barnet, skabt i samarbejde med virksomheden Scratcher, havde for nylig til formål at inddrage flere danskere i nødhjælpsorganisationens arbejde, og det gav pote:

Ikke nok med, at man helt generelt oplevede større interesse, det viste sig også efterfølgende, at andelen af mænd, der responderede på kampagnen, var tre gange større end vanligt.

- Andelen af mænd er øget fra 5-10 procent til 30 procent, og den helt store forskel fra tidligere er, at vi har anvendt gamification-quizzen, siger Anders Elling Rasmussen, der er Direct Marketing Manager hos Red Barnet.

Brancheorganisation: Det er bemærkelsesværdigt

Anders Elling Rasmussen siger videre, at noget tyder på, at ”mændene altså skal leges ind i det godgørende arbejde”:

- Og det er enormt interessant, hvis vi har fundet nøglen til at aktivere denne målgruppe. 

Resultaterne fra Red Barnet-kampagnen er også blevet bemærket hos indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, ISOBRO:

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- Det er et udbredt problem blandt nødhjælps- og humanitære organisationer, at det er svært at aktivere mænd, så potentialet er enormt, siger sekretariatschef Mette Grovermann og tilføjer: 

- For hvis organisationerne kunne lykkes med at få mændene med i samme grad som kvinderne, er der mange midler at hente.

Mette Grovermann kalder det ”super spændende, hvis gamification kan få mere gang i mændene”:

- Især fordi vi ved, at deres givermønster adskiller sig fra kvinders ved at være mere længerevarende og fokuseret på én eller to sager, slutter hun.