Skandaleoverskrifter som “FAR MED HIV AMOK I BØRNEHAVE” og “LÆGE MED HIV TAGET MED BUKSERNE NEDE” skal få folk til at spærre øjnene op og lægge mærke til tre nye kampagnefilm fra Aids-Fondet.

Målet er at få flere danskere til at forstå, at man i dag kan leve et almindeligt liv med hiv uden at smitte gennem hverken kys, kram, blod, sved eller tårer.

- At livet med hiv er lige så almindeligt som alle andres liv, er der desværre ikke mange, der ved, lyder det fra Sune Buch Segal, der er kommunikationschef i Aids-Fondet, i en pressemeddelelse.

- Derfor er mange mennesker med hiv stadig bange for at være åbne om deres hiv-status. De oplever ganske enkelt, at omverdenen tager afstand fra dem, hvis de fortæller deres venner, kollegaer, familier og naboer, at de lever med hiv. Det skal den nye kampagne gøre godt og grundigt op med, fortsætter han.

Vil smitte folk med liv og glade dage

Bag kampagnen står et erfarent kreativt makkerpar bestående af Ole Rydal, Art director, og Jakob Staalby, tekstforfatter, der begge bl.a. har en fortid som kreative direktører hos Ogilvy Danmark. I dag arbejder de selvstændigt med egne kunder.

- I gamle dage var hiv- og aids-kampagner oftest skræmmekampagner. De var effektive, men mange har stadig frygten siddende i kroppen og derfor er de bange for folk med hiv, fortæller Jakob Staalby.

- Ole og jeg var enige om, at vi ville vise, at livet med hiv er fuldstændig lige så skønt og herligt som alle andre menneskers liv. Og at det eneste, der smitter er deres grin og glæde. Derfor vil vi nedbryde folks fordomme ved at smitte dem liv, dans, musik og glade dage, fortsætter han.

Benytter sig af tabloide kneb

Kampagnen benytter sig bl.a. af traditionelle kneb, som man kender det fra tabloidaviser. Altså sensationelle overskrifter, der skal lokke læsere til.

En af de tre film er en dansefilm, der foregår i en natbus. Den har danserinden Maji Claire i hovedrollen som den hiv-smittede kvinde, der folder sig ud i vild dans til tonerne 80’er hittet “Den Jeg Elsker” (som i sin tid blev indspillet netop til fordel for kampen mod aids og hiv).

Blandt bussens mange forbløffede passagerer ses youtuber, forfatter, Vild med dans-deltager og meget mere Julia Sofia i en gæsteoptræden.

Jakob Staalby og Ole Rydal står som nævnt bag filmene i samarbejde med Friends Film. Stand-up komiker Jesper Juhl har instrueret.

Filmene bredes ud fredag 1. december – hvor det er det World Aids Day – men du kan allerede nu se dem herunder efterfulgt af credits:

Far med hiv:

Læge med hiv:

Kvinde med hiv:

Credits:

  • Bureau: Staalby Solo
  • Team: Kreativ direktør og tekstforfatter Jakob Staalby samt Art director Ole Rydal
  • Produktion: Friends Film
  • Instruktør: Jesper Juhl
  • Medvirkende: Maji Claire, Julia Sofia m.fl.
  • Musik: “Den Jeg Elsker” af Anne Linnet og Sanne Salomsen, fremført af bl.a. Søs Fenger og Thomas Helmig.
  • Producer: Jakob Frölich
  • Director of Photograpy: Jens-Jakob Thorsen
  • Klipper: Martin Stolten
  • Mediebureau: Powered by Snow