Finnair har forbundet øst og vest i 35 år, og netop nu fejrer Finnair - og Finavia, der driver Helsinki Lufthavn – denne milepæl med en kortfilm om meningsfulde møder mellem mennesker, der rejser.

Til formålet har parterne fået to instruktører fra hver sin side af kloden til at mødes for at skabe en film om smukke forbindelser – og det færdige resultat er en kortfilm på 13 minutter med titlen ”East and West Side Story” instrueret af den svenske instruktør Johan Storm og den sydkoreanske instruktør Wookie.

Kortfilmen er den tredje og sidste event i konceptserien Match Made in HEL, som Finnair og Finavia lancerede i 2014, hvor Helsinki Lufthavn som den første event blev forvandlet til en skaterpark for professionelle skateboardere.

Året efter afholdt Finnair og Finavia et imponerende modeshow på landingsbanen i lufthavnen med syv designere fra Europa og Asien, heriblandt danske Henrik Vibskov.

Og nu kommer altså tredje og sidste aktivitet i kampagnekonceptet: En eksperimenterende kortfilm om møder, der kun giver mening, hvis man kigger nærmere efter.

Film til eftertanke

Filmen med titlen East and West Side Storyhandler om en berømt amerikansk sci-fi-forfatter, S.P. Novak, som har en lille hemmelighed: Ingen ved, hvem hun er.

Og nu skal hun portrætteres for første gang – af en af sine største fans, Johnny, en talentfuld fotograf fra Seoul. Fotosessionen finder sted i Helsinki, men det går ikke helt som planlagt …

De to instruktører har filmet fra deres eget perspektiv ud fra en følelsesladet fortælling skrevet af manuskriptforfatteren Danny Sangra. 

Hovedrollerne bliver spillet af den skandinaviske skuespillerinde Anne Bergstedt. Hun er mest kendt for sit arbejde i Boardwalk Empire og Black Swan, og sydkoreanske Jae Hoon, som har været med i mange teater- og filmproduktioner i sit hjemland.

Johanna Jäkälä, Vice President, Brand, Marketing & Customer Loyalty hos Finnair, siger om projektet:

- Rejser beriger folks liv og åbner nye perspektiver. Vi ser det hver eneste dag på vores fly. Alle rejser af en årsag, og vi har alle sammen vores egen historie med os. Filmen er om, hvordan disse historier ændres, når du sætter dig selv i en andens sted, men også om behovet for et personligt frirum. Noget der er meget nordisk.

Et universelt sprog

Filmen bliver officielt introduceret ved en eksklusiv premiere i Helsinki Lufthavn 6. september 2018 og har så verdenspremiere dagen efter, og Katja Siberg, Senior Vice President Marketing, Communications & Customer Experience hos Finavia, ser frem til at præsentere den færdige film:

- Helsinki Lufthavn er en sand korsvej for øst og vest. Rejser forener mennesker og kulturer, og øger forståelsen for hinanden, siger hun og tilføjer:

- Vi ser hver dag i lufthavnen, hvordan titusindvis af mennesker fra forskellige dele af verden mødes og oplever meningsfulde øjeblikke. Kunst kan som et universelt sprog kombinere de to verdener, og film er et naturligt medie at bruge til det. Vi glæder os til snart at dele disse øjeblikke i lufthavnen med jer.

Du kan besøge kampagnesitet her – og se traileren til filmen herunder: