Christopher Walken for Jack & Jones, Eva Mendes for Cocio, Forest Whitaker for Kærgården og ”Barnaby” for Billed-Bladet.

Og ja, der er flere eksempler, end de her nævnte - men det er stadig ikke hverdagskost, at udenlandske stjerner optræder i reklamefilm for danske brands.

Så det kommer næppe til at gå upåagtet hen, når den verdensberømte amerikanske rapper, musiker og pladeproducent Snoop Dogg nu gør sin entré i reklameblokken for teleselskabet 3.

Passende tilbagelænet i en hvid lædersofa deler rapperen i 3’s nye kampagne ud af sin livsfilosofi og giver danskerne gode råd om, hvordan man fx rejser med det meste nødvendige i livet, holder den gode stil eller finder sin indre harmoni.

Og så får han i øvrigt selskab af en tidligere reklamestjerne hos 3, boston terrieren, der er tilbage - behørigt udstyret med guldtand og bling om halsen.

I marked, hvor linjerne er trukket hårdt op af priskrig og tilbud, og hvor forbrugerne har svært ved at skille det ene tilbud fra det andet, satser 3 altså nu på kendis-effekten, og ifølge Eri Tomi-Gottschau, der er Head of Marketing for privatmarkedet hos 3 Danmark, ligger den kendte rapper godt til 3’s målgruppe.

- Snoop Dogg har kant og attitude, hvilket taler til vores målgruppe, som vi ved går rigtig meget op i musikfestivaler og koncerter inden for flere genrer. Samtidig har han en holdning til livet generelt og er ikke bange for at bryde grænser, hvilket passer godt til os som virksomhed, siger hun og slår fast, at 3 har satset højt med brug af den kendte musiker og producer.

Snoop Dogg-kampagnen, som byder på et solidt drys humor krydret med Snoop-klassikeren ”Who Am I”, er nemlig kun målrettet til danske kunder og må kun vises i Danmark.

Supermodel banede vejen

Reklamebureauet Co+ er, sammen med 3 selv, hjernen bag koncept med Snoop Dogg og gensynet med den populære boston terrier.

Men at få Snoop Dogg om bord i et dansk reklamekoncept for en dansk kunde gøres ikke med et enkelt opkald til agenten. For Snoop Dogg får mange forspørgsler af denne type, og det var vigtigt at have sin research på plads, inden man henvendte sig, fortæller Thomas Hedegaard, der er kontaktdirektør hos Co+:

- Men med Eva Mendes i Cocio-reklamen under armen som stærk reference blev døren til Snoop Dogg hurtigt åbnet. Og da vi lidt senere kunne sætte trumfen med filminstruktør Niels Arden Oplev fik vi et ja.

Det tog kun Co+ en måned fra det første storyboard var påbegyndt til filmoptagelserne i Los Angeles gik i gang, så mange ting skulle gå op i en højere enhed inden for meget kort tid sammen med mange involverede parter.

- Foruden logistik, tour-kalendere, en timing og deadline, der sjældent harmonerer med virkeligheden skal du være præcis, når du arbejder med superstars af den kaliber. De er vant til et meget højt serviceniveau, så vi ville ikke være dem, der udfordrer nogens tolerancetærskel. Det var derfor også en læring for os, at vi faktisk kunne nå at skyde så mange film og billeder på seks timer – i stedet for de planlagte tolv timer. Stressniveauet taler vi så ikke om her, smiler Thomas Hedegaard.

Cirkus på settet

For den danske filminstruktør Niels Arden Oplev, der til daglig bor og arbejder i Los Angeles, og som for tiden er filmaktuel med sin egen film ”Kapgang” i danske biografer, var muligheden også for stor til at afvise.

- Tilbuddet fra Co+ om at skyde en reklamefilm med legenden Snoop Dogg her i Los Angeles kunne jeg ikke sige nej til. Co+ havde et godt koncept med en række af film med Snoop sammen med en Boston Terrier. Det blev en af de mest crazy dage på settet, jeg nogensinde har oplevet. Med filmhold, levende hund med to trænere og Snoops kæmpe entourage, gav det mere cirkus, end man kunne ønske sig. Snoop brænder godt igennem med sin cool stil, og hunden er heller ikke til at komme uden om. Der er kommet mange sjove situationer og reklamefilm ud af den dag, siger Niels Arden Oplev.

Kommunikationsuniverset med Snoop Dogg i front danner rammen om 3LikeHome-kampagnen, der er teleselskabets største lancering til dato.

Fakta om rapperen Snoop Dogg

- Har solgt over 30 mio. albums

- Mega-hittet ”Who Am I” er produceret af Dr. Dre

- Har 34 mio. fans, der følger ham på Facebook

- 3,4 mio. Følgere på Instragram.

- Under optagelserne med 3 og Boston Terrieren upload’ede han et billede med hunden, hvilket gav omkring 50.000 likes på få timer...

Se de to nye 3-film her.