Fester, fredagsbar og forelskelse kan hurtigt føles langt væk, når man som ung dagligt kæmper med smerter, diagnoser og isolation. Men det er en ny kampagne lige nu i fuld gang med at lave om på.

Satsningen ligner ikke det klassiske kampagne-setup, idet det er en gruppe på omkring 30 unge, der lider af forskellige sygdomme - fra nyrelidelser og sclerose til angst og depression - der selv skaber hele molevitten. Fra strategi til eksekvering.

Det er dem, der vælger temaerne, dem der bestemmer platforme og virkemidler.

Og det er dem, der eksekverer - med hjælp og støtte fra Hippo Talent Management og de tre influenter Lakserytteren, Astrid Olsen og Johan S. Jensen.

Bag det hele står Ungdommens Røde Kors, som har kickstartet kampagnen med støtte fra Egmont Fonden, og ifølge Nicoline Buron, der er kommunikationskonsulent hos Ungdommens Røde Kors, har resultaterne hidtil været fine.

Skaber opmærksomhed

- Erfaringsmæssigt kan ungeinvolvering være tidskrævende – men gør man det ordentligt, er resultatet en kampagne, som slår dybe rødder, skaber varig, positiv forandring og oparbejder et glødende engagement hos målgruppen, siger Nicoline Buron og tilføjer:

- Vi er ret overvældede over den feedback, vi allerede nu har fået fra unge, som har set kampagnen på diverse kanaler, og fra de sygdomsramte unge selv.

LÆS OGSÅ OM EN ANDEN KAMPAGNE, DER BYGGER PÅ UNGES EGNE KREATIVE INPUT.

Dertil kommer, at kampagnen har skabt en del omtale på landsdækkende medier, herunder Go’ aften Danmark og P3, hvor nogle af de unge er blevet interviewet i indslag samme med ”deres” influent. 

Og Lakserytteren - der til daglig hedder Rasmus Kolbe - er glad for at kunne bruge sin direkte stemme hos det unge publikum til at gøre en forskel.

- Jeg kan lave fis og ballade til hverdag, men jeg har også noget på hjerte. Det er vigtigt, vi tør snakke om ting, der er svært for unge – især dem, som er en i sårbar situation pga. en fysisk eller psykisk sygdom, siger han.

På workshop med influenter

Kampagnen er skabt i samarbejde med Hippo Talent Management og de tre influenter Lakserytteren, Astrid Olsen og Johan S. Jensen, der tilsammen når ud til flere end 1,5 mio. unge danskere på tværs af alle deres kanaler.

Hver især har de teamet op med en eller to af de unge, som de laver videoer og andet indhold sammen med.

Lakserytteren arbejder sammen med 14-årige Liva, som lider af angst, og 17-årige Olivia, som har en nyresygdom.

Astrid Olsen samarbejder med Nanna Smistrup, mens Johan har lavet indhold med 22-årige Marcus, som har en sjælden muskelsvindssygdom.

Kampagnen følges op af en række aktiviteter i en kommende tid - bl.a. på en række sociale platforme - men også med en teaterforestilling, som du kan læse mere om her.

Ungdommens Røde Kors har kickstartet kampagnen med støtte fra Egmont Fonden, og for at give de unge en række værktøjer til at fortælle deres egen historie og skabe indhold, deltog de alle i en workshop med de tre influenter inden kampagnestart.

Du kan se en video fra workshoppen her.