År 2015 kommer næppe til at gå over i Volkswagens historiebøger som et af de bedste i brandets 80-årige liv, men nu kigges der igen fremad på kommunikations-fronten.

En dugfrisk reklamekampagne - den første hvor den mangeårige tagline ”Das Auto” er erstattet af den nye, som ganske enkelt lyder ”Volkswagen” - har netop set dagens lys i flere lande, og den er et af de første, store imagemæssige kommunikations-skridt på vej væk fra emissions-skandalen.

Kampagnen kommer til at køre i en lang række europæiske lande, herunder Danmark, og det er VW’s faste reklamebureau-partner gennem mange år, DDB, der står bag.

Og nærmest som en understregning af den europæiske tone er det ikke ”kun” et enkelt DDB-bureau, der kan prale af at have skabt kampagnen: Hele fire styks af slagsen har været involveret - fra henholdsvis Berlin, London, Hamburg og Barcelona.

En livsledsager på fire hjul

Ifølge VW Danmarks Head of Marketing, Michael Stein, lander filmen, som du kan se under artiklen, også i Danmark om kort tid.

- Vi er lige nu i gang med at tilpasse materialet til det danske marked, og jeg forventer, at kampagnen kører herhjemme om en måneds tid. Der bliver tale om en større, integreret kampagne på en række platforme, herunder tv-reklamen ”Companion”, fortæller han.

Filmen er emotionel i sin stil og fokuserer mere på mennesker og livsstadier end på biler, og til sidst lyder det i voice over’en, at Volkswagen er mere end en bil - det er en ”lifelong companion”.

- Det er den udvikling af mærket, der også ligger i skiftet fra ”Das Auto” til ”Volkswagen”, altså egentlig ”folkets bil”, eller som englænderne siger ”The Peoples Brand”. Den nye kampagnefilm understreger den udvikling: Fra en fabrik, der kun fremstiller biler, til en virksomhed, der også tilbyder service og mobilitet. Et brand, der er der for dig, uanset hvor du er i sit liv, forklarer Michael Stein.

Og det er ikke kun på reklame-fronten, VW har sat farten op igen.

Indsamling og image

I weekenden kunne man se en del VW-modeller på skærmen under Danmarksindsamlingen. I har været der før med biler som præmier, men denne gang var der tale om hele 10 biler?

- Ja, vi havde valgt i anledning af 10-året for indsamlingen at bidrage med 10 forskellige VW-modeller som præmier. For os er det også en del af den overordnede kommunikative strategi for at sætte VW på den positive dagsorden igen. VW er et folkeligt brand, og derfor passede vi godt ind i Danmarksindsamlingen, som også er en folkelig - og velgørende - sag.

Og vel også en ret eneståede mulighed for at vise VW-brandet på prime time tv til det meste af landets befolkning?

- Bestemt. Det hører da med. Og selv om vi kan se, at emissions-sagen ikke har påvirket salget i Danmark, er det jo ikke nogen hemmelighed, at vi har fået en del ridser i image-lakken. Så selvfølgelig arbejder vi nu på at fortælle de gode historier og koble vores brand til positive begivenheder - som fx Danmarksindsamlingen i lørdags, slutter Michael Stein.

Se Volkswagens nye, europæiske kampagnefilm her.