KLUMME: Data er som penge. Du kan godt holde dem for dig selv, men så er afkastet også minimalt. De skal ud at arbejde og skabe værdi.

Det indebærer en vis risiko, men gevinsten gør det værd, ikke mindst på lang sigt. Det samme gør sig gældende med data. De skal også ud at arbejde sammen med andre data for at give dig den reelle værdi.

Ovenstående er måske sat på spidsen, men jeg mener, at dine data (kan) blive stærkere, når du kan se dem i sammenhæng med andres.

Jeg hører nemlig jævnligt om frygten for de store tech-giganter, ikke mindst Amazon og alt det onde, de kan gøre ved en dansk handelsvirksomhed. ”Amazon stjæler dine data, Amazon kopierer dine produkter,” hvorfor det er bedst at være skeptisk over for GOMP'er (Globale Online Markedspladser) som Aliexpress, eBay eller ja, Amazon.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Kundedata med værdi er ikke nyt

Jeg forstår godt, at det umiddelbart kan være overvældende at forholde sig til sådanne nye markedsmodeller anført af enorme og glubske virksomheder, der aldrig synes at stoppe væksten.

Men faktisk er det ikke så nyt endda. Kundedata har altid haft værdi.

Detailkæder fra Magasin til Matas over COOP til Salling Group (Dansk Supermarked) har i årtier taget sig betalt for at fortælle leverandørerne, hvordan deres produkter sælger, eller hvordan markedsføringen af produktet bedst muligt blev placeret og indkøbt og dermed i overført betydning, hvordan produktet placeres på hylderne. 

Amazon gør det samme. Bare mere effektivt og professionelt. Her får du et komplet dashboard med samtlige relevante data i overskuelig form og i realtid, så du konstant kan følge med i, hvordan dine produkter performer. Og arbejde med din annoncering og organiske resultater.

Samtidig kan du optimere dine produkter på de digitale hylder med det samme baseret på de analyserede data. Det ville svare til, at du som brand owner konstant kunne ændre priser, udvalg og hyldeplaceringer på dine varer nede i Irma eller Føtex.

Det er heller ikke et nyt fænomen, når Amazon kopierer produkter, der sælger overgennemsnitligt godt. I den fysiske detailhandel hedder det private label, hvor Irma sælger sin egen udgave af hønsesalaten fra Graasten. Det er en praksis, der lever i bedste velgående; i sidste uge kunne Finans fortælle, at danske supermarkedsgiganter lige nu opruster markant på egne mærker.

Vandtætte skotter

Endelig er der frygten for, at dine data ikke er sikre hos Amazon og de andre markedspladser.

Hvad forhindrer Amazon i at sælge dine data til en af dine konkurrenter, som måske er en større kunde hos Amazon? Er det sikkert at sælge dine hårprodukter på samme markedsplads som L'Oréal?

Nu er Amazon måske (sikkert) ikke verdens mest etiske virksomhed, men Jeff Bezos og hans folk er heller ikke dumme. Det ville være mildest talt kortsigtet at tjene sine penge på at snyde kunderne. I prakis foregår det på den måde, at hvis din konkurrent ligeledes sælger via Amazon, er der vandtætte skotter mellem de forskellige datasæt, såkaldt "blindede data."

Er GOMP'er så guld og grønne skove? Bestemt ikke.

Men det er heller ikke uoverkommeligt eller farligt, hvis man erkender, at det er en ny form for forretning, hvor det gælder om at forstå spillereglerne.

Frygt fører sjældent til noget konstruktiv eller holdbart. Prøv i stedet med nysgerrighed - sæt dig ind i markedet på platformen og de data, du også kan få fat i der. Og sæt platformene på en prøve, test dem af seriøst. Der er salg at hente, med dine og andres data.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.