KLUMME: Så sidder man dér. Dag efter dag. På arbejde hjemme hos sig selv. På den ene side taknemmelig, og ret imponeret over, hvor meget der egentlig kan lade sig gøre i en digital verden, hvor tastatur, mikrofon og skærmkamera er livliner til kolleger, kunder og samarbejdspartnere. Man kan, når man skal.

Det er travle tider for leverandører af digital infrastruktur, som servicerer et gennemfragmenteret arbejdsmarked, hvor den tætte trafik er flyttet fra motorveje, cykelstier og togkupeer til fiber og mobilnet.

Pludselig blev der brug for øget kapacitet, ekstra båndbredde, et kritisk blik på om murværket i firewallen nu også er uden huller, et hurtigt abonnement på de mest udbredte videomødetjenester og et par ekstra af de utallige samarbejdsplatforme og tools, som lige fik et momentum, de ikke havde turde drømme om.    

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

I starten, lige da Danmark blev sat på pause for at “vise sammenhold ved at holde afstand” var der drøntravlt i det fleste marketingafdelinger og på mange bureauer. For hvad nu? Hvad er plan B? Og C. Hvad skal stoppes (nu!) og hvad skal vi have ud over rampen i en fart i stedet for de kampagner, der var planlagt?  

Nu melder alvoren sig på en helt anden måde. Den første fyringsbølge er en realitet, det samme er lønnedgang og tvungen brug af feriedage.

Alle håber, at det er nok. 

Og nu hvor barske udskilningsløb og brutale markedstilpasninger ligger på lur, lige rundt om hjørnet eller lidt længere henne på året, står det og mere og mere klart (i hvert fald set fra mit hjemmekontor, inklusiv 2 x kat, stempelkande, ikke-justérbar stol og supplerende tydning af fjernundervisende skolelæreres ikke altid lige indlysende måde at formulere sig på): 

Verden blev både større og mindre, lettere og mere besværlig, udvidet og indskrænket på samme tid, da vi blev sendt hjem.

Stort set alt kan aftales, diskuteres og besluttes på videomøder, så det er egentlig ret ligegyldigt, om man sidder fysisk samme sted.

Det, der før var en lidt akavet mødeform, virker helt naturlig her et par uger efter, at "omstillingsparat" avancerede fra jobannoncernes bullshitbingoplade til virkelighed fra den ene dage til den anden.

Lige før var det småbesværligt med pannordiske kunder. Nu er der ikke den store forskel.

Selv det ærkedanske kendetegn - smalltalk om vejret - er blevet fast rutine, mens vi venter på, at de sidste kobler sig på. Sjovt nok nøjagtig de samme, der også altid ankommer lige lidt for sent til mødelokalerne. Hvis de da ikke har glemt mødet.  

På den anden side: En overraskende stor del af kreativ ideudvikling er afhængigt af, at man befinder sig fysisk samme sted. Man har det simpelthen sjovere - og ideerne blive større og modigere - når krop og hjerne arbejder sammen.

Når man kan bruge et par vægge, gulvet, bordene og et whiteboard. Når man kan rejse sig op og sætte sig i vindueskarmen, mens en af de andre tegner eller rabler løs. Når man griber en endnu mere vild ide, fordi man er gået på taget til "frisk luft" med en af rygerne fra etagen nedenunder - og får en helt uventet vinkel foræret. Når man kan køle af, under en tur ud til kaffemaskinen og vende tilbage. Tilgivende og lidt mere lun på en af de andre(s) ideer.  

Jeg hader virkelig, når verden kun fylder lidt under 13 tommer alt for mange timer hver dag.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.