KLUMME: Det er nemt at blive forfærdet over, hvor meget forbrugerdata bliver brugt til i Kinas megabyer. For at give et eksempel, så blev flere af turens deltagere logget ud af WeChat efter blot to dage, og vi kom ikke ind igen.

Èn kunne endda berette om, hvordan den dansk streamede TV-avis gik i sort, da indslaget handlede om Kina. Der er simpelthen en særlig stemning over byen, vi som europæere ikke er vant. Så måske er det endda en smule naivt ikke at være forfærdet, allerede inden man tager derud – tænker jeg efter en uges besøg i Shanghai.

Her mødte jeg sammen med repræsentanter for danske annoncører og bureauer nogle af de helt store kinesiske teknologi-spillere, der alle er på vej til Europa. Hvis de da ikke er her allerede.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Der er mange organisationer og enkeltindivider, som ved mere om datarettigheder og brug af data, end jeg gør. Men med Shanghai i frisk erindring er jeg mere bevidst om, hvilken rolle vi spiller som marketing-professionelle.

Faktum er, at jeg hele mit arbejdsliv har beskæftiget mig med data, der profilerer og inddeler mennesker i segmenter. Alligevel har jeg gjort det uden reelt at tage stilling til, hvordan vi i branchen bidrager til tech-giganternes udbygning af deres datasæt på millioner og atter millioner af forbrugere. 

Forklaringen er nok, at vi alle agerer i en virkelighed drevet af økonomiske interesser. Vi lever af at forføre mennesker, ændre deres adfærd eller påvirke deres holdning.

Det virker meget uskyldigt til daglig, og vi bruger mest energi på at skabe og distribuere godt, kreativt content til så mange som muligt. Vi diskuterer livligt, hvordan indholdet kan indfri projektets eller kampagnens KPI’er. Men de færreste af os stopper op og tænker over, hvilket data-aftryk vi sætter.

Det burde vi måske begynde på?

I Kina er GDPR en by i Rusland

I Shanghai besøgte vi blandt andet den kinesiske tech-unicorn Meitu, som står for en række apps, der alle handler om skønhed, sundhed og mode. Meitu har på tværs af alle sine apps 1,5 milliarder downloads og 350 millioner aktive brugere hver måned fordelt på 34 lande. Og de er dygtige. Så dygtige, at Meitu i dag er vurderet til over 5,3 millarder dollar.

Meitus udvikling er fascinerende. Forretningen bygger på den indsigt, at vi som brugere på de sociale medier helst vil dele retoucherede udgaver af os selv. Netop dét kunne den første app fra Meitu: Retouchere de seks milliarder selfies, som dagligt uploades til platformen fra hele verden, så brugerne kunne vise de allerbedste udgaver af sig selv.

Herfra er det gået stærkt med introduktionen af en egenudviklet smartphone med markedets bedste selfie-kamera, Magic Mirror appen, der kan lægge make-up på brugerne og putte produkterne direkte i indkøbskurven – og det seneste tiltag MeiPai, der er en videobaseret social media-tjeneste til forbrugerne. 

Ligesom mange andre kinesiske tech-kolleger har Meitu fundet et hul i markedet og lukket det. Meitu har endda formået at forgrene sin forretning til også at omfatte B2B-videoløsninger, der kan skanne kundernes hud og med ret stor præcision diagnosticere, om der er brug for lægetjek eller behandling. Det er meget fascinerende at se, hvordan teknologi kan afhjælpe problemer i samfundet. 

Manglende etik eller sløve forbrugere? 

Min fascination følges dog af et ’men’. For hvad sker der med de data, som efterlades hos virksomheder som Meitu?

Hos Meitu skal brugerne aktivt fravælge, at deres billeder og anden data må deles med andre. Den går selvfølgelig ikke i Europa, men det er ikke pointen.

Jeg spurgte Meitus General Manager og strategiansvarlige i Kina, Rui Wen, om de nogensinde oplevede modstand fra brugerne. Både etisk i forhold til det perfektionerede skønhedsideal, som er kernen i deres forretning – og i forhold til opsamling og brug af de mange brugerdata, som bliver gemt.

Mit spørgsmål blev mødt med et stort grin, som tydeligt indikerede, at det ikke var tilfældet. 

Et utal af artikler og rapporter tyder på, at vi er blevet meget mere bevidste om vores digitale aftryk. Men åbenbart ikke i en grad, at det forhindrer kommercielle aktører i at agere inden for rammerne af de store walled gardens som Facebook, WeChat, Google og Baidu.

Så spørgsmålet er, om vi som forbrugere reelt er ligeglade med, hvordan vores digitale adfærd bliver fulgt, så længe dopamin-belønningen venter lige om hjørnet, eller vi kan prøve den nye læbestift fra Dior uden at forlade sofaen?

En dag går den ikke længere

Efter en uges tid i Kina undrer jeg mig over, at forbrugerne ikke i højere grad efterspørger kommercielle brands, der - som en af deres primære USP’er - har til formål at begrænse opsamlingen af forbrugerdata eller helt undgå det.

I Kina såvel som herhjemme er det helt sikkert naivt at tro, at virksomhederne frivilligt skruer ned for deres opsamling af data. Der skal et større pres til fra forbrugerne – og det skal nok komme med tiden.

Måske ikke i min eller min søns generation, men så generationen efter.

Men indtil det sker, vil jeg og alle mine kolleger i branchen fortsætte med at bidrage til de mange tusind datapunkter, der udgør din og min digitale identitet. En identitet, som inden for de næste 10-15 år spås at være stykket sammen af mere end 70.000 forskellige datakilder. 

Er du blevet nysgerrig på at deltage på en af Dansk Markedsførings studieture til Shanghai så tag fat i direktør Thomas Wahl på tw@markedsforing.dk