KLUMME: 2019 var virkelig året, hvor jeg var glad for, at jeg havde taget sikkerhedshjelmen på, for med arbejde inden for Influencer Marketing har det været det, man populært kalder ”a bumpy ride!” - en rutsjebanetur på både godt og ondt. 

Instagram introducerede et shoppingværktøj, vi så virtuelle influencers, 83 procent år-til-år vækst, TikTok eksploderede og blev den tredje mest downloadede app, influencers blev politianmeldt for ikke at gøre opmærksom på, at de reklamerede. 

Og endelig blev det afsløret, at hver anden influencer har købt følgere. Av.  

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Jeg bliver svedt ved tanken om, at Business Insider estimerer, at der vil blive investeret mere end 15 milliarder Influencer Marketing dollar i 2022. Man kan roligt sige, at influencer-arbejde ikke længere er et hobbyprojekt, men big business. 

Men mens udfordringerne varer ved, bliver brands heldigvis skarpere til at arbejde med influencers og forbedre deres strategier for at udnytte disciplinen mere effektivt.

Så lad os begynde året med et bud på de top Influencer Marketing-trends, som vi tror på vil forme 2020:

Mindre poleret - mere autentisk

I september erklærede netmediet Zetland i en interessant artikel, at ”Instagram-æstetikken” er forbi. 

Det stærkt polerede og fejlfrie content, der har gjort platformen berømt, resonerer ikke længere hos brugerne. I stedet favner influencers i stigende grad en mindre poleret og mere autentisk stemning, der matcher det virkelige liv. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Ændringen vækker især genklang hos den unge SoMe-generation, der frem for alt værdsætter det ægte udtryk, og vi forventer, at denne tendens fortsætter. 

Det er ingen overraskelse, at TikTok, videodelingsplatformen, var den tredje mest downloadede app i 2019. 

Den sætter kreativitet og netop autenticitet først, og er i øjeblikket det hurtigst voksende sociale netværk med 500 millioner aktive brugere.

Mere brugergenereret indhold

Vi skal forberede os på at se flere brands, der arbejder med content creators for at aktivere deres forbrugere, så de kan fortælle deres egne historier og oplevelser med brandet. 

Brugergenereret indhold giver anledning til mere involvering med forbrugeren og fordobler chancen for, at indholdet bliver delt. 

Samtidigt opbygger brugergenereret indhold tillid hos forbrugerne og bidrager til at skabe en stærkere relation mellem brand og kunde, eftersom størstedelen af forbrugerne stoler mere på brugergenereret indhold end på brandgenereret indhold. 

Sluttelig bekræfter denne type indhold også kunden i købsbeslutningen, da brugergenereret indhold hæver konverteringsgraden med hele 4,6 procent. 

Mere vedkommende indhold

Da Instagram fornylig besluttede at skjule likes i USA, rystede det branchen, men det vil sandsynligvis have en positiv indflydelse på den måde, vi skaber indhold på. 

For det første vil det flytte fokus væk fra forfængelighedsmålinger, såsom likes, til fordel for mere væsentlige indikatorer såsom engagement (kommentarer, delinger, gemt i samling).

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Derudover mener vi, at det vil hæve kreativiteten, da influencers og brands vil være villige - og nødsagede - til at tage større kreative risici. 

Mere video

Video og long format vil forsat vinde frem. 

Instagram favoriserer formatet over billeder og en Facebook-video modtager i gennemsnit 135 procent mere organisk reach end et Facebook-stillbillede. 

Influencer-båret video giver fem gange højere fastholdelse end generisk kommercielle videoer, og det betyder, at vi vil se endnu mere longformat video produceret i samarbejde med influencers. 

Derudover vil vi se influencers eksperimentere med forskellige videoformater, for eksempel Live, TikTok og Stories. 

Flere etiske guidelines for influencers

Vi ser en stigning af influencer-indhold på Instagram, der reklamerer for brands og produkter med rabatkoder og konkurrencer. 

Det er i udgangspunktet helt i orden, men man møder også flere influencers, der reklamerer og laver konkurrencer for produkter og brands, hvor der rejser sig nogle etiske spørgsmål. 

Det kunne handle om plastikoperationer, kosmetiske indgreb og senest turisme til diktatur-lande som Syrien. 

Det møder i sagens natur en del kritik i branchen, når man ser på influencernes primære målgruppe – de helt unge. 

Det går ikke, og derfor vil vi se flere brands og bureauer, der som en del af Influencer Marketing, udformer etiske guidelines for, hvad influencers kan og må promovere. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.