Klumme: Det er ikke længe siden, at jeg sad på skolebænken og fik smidt en masse ledelsesteorier i hovedet. Faktisk stod det på i fem år, og jeg elskede det. Tykke bøger, cases og et væld af begreber om den rigtige leder; den der type der kan alle ledelsesmodellerne i hovedet og leder derudfra.

Dét var ledelse og dermed opskriften på, hvordan man bliver den ideelle leder efter alle kunstens regler. Det var jo det, vi alle på studiet havde lært og været til eksamen i. Og så var det ellers bare ud for at blive ledere derefter.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Men jo mere tid jeg brugte på mine studiejobs, synes det besynderligt, hvordan alle disse teorier blev mere og mere udfordret af gængs praksis på det enkelte kontor. Den gode leder fulgte altså nødvendigvis ikke de teorier, jeg lige havde lært på studiet. Det gjorde den mindre gode leder i øvrigt heller ikke.

Handler det bare om magten?

Når jeg jævnligt holder mig opdateret på mine tidligere kolleger og studiekammerater, så er lederne altid et tilbagevendende tema. Og dette med god grund.

Mangel på individuel anerkendelse, voldsomme humørsvingninger og magtliderlighed bliver ofte sat i forbindelse med den dårlige leder. Igen og igen.

Derimod bliver den gode leder ofte beskrevet som human, kontrolleret og som en person, man rent faktisk trives med at bruge flere vågne timer i løbet af ugen sammen med end sin egen familie. Men dét kapitel fik vi vist aldrig vendt på studiet, selv om det synes at være essentielt for en lederstilling.

For når vi som business-studerende lærer, at ledelse kan læses og indsættes i en model, så ligestilles ledelsesfagligheden med al anden faglighed, som vi har lært: økonomi, jura, strategi, krisekommunikation, etc.

Men der mangler et meget vigtigt aspekt i dette kapitel, og det er mennesket bag. Personen der måske skal være leder. Måske ikke.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Problemet her opstår allerede på studiet, for de studerende lærer at aspirere mod ledelsesgangen uden aktivt at tage stilling til, om en lederstilling faktisk passer til dem som person. 

Om ledelsesfaglighed bør fylde lige så meget som fag-faglighed med tråd til det speciale, man kommer fra. Om ledelsesfaglighed måske endda bliver den eneste faglighed tilbage for dem over tid.

Handler om erkendelse

Med denne forestilling om, at vi alle bør aspirere efter en lederstilling, glemmer vi hurtigt, at ledelse skal være ansvarligt; ikke kun for virksomheden men også for de personer, som man synes at skulle lede.

Ansvarlig ledelse er også erkendelsen af, at man ikke skal være leder. 

At anerkende at man ikke er den rette til jobbet, fordi man respekterer de kolleger, man i så fald skulle lede – og lede dårligt. At man simpelthen ikke har det i sig og derfor ikke lader sig lokke af en fin titel og magt men derimod lader andre med større ledelsespotentiale komme til.

Der er i dag alt for mange studerende, der vil ud og være ledere uden at skulle være det, og dét er netop, fordi den akademiske ledelse læres på lige fod med al anden faglighed. 

Dermed ikke sagt, at den gode leder ikke vil kunne tage ved lære af et ledelsesseminar eller lignende kompetenceudvikling.

Men ledelse og de mange begreber skal ikke blot læses eller kunne reciteres udenad; det er en disciplin, der skal læres ud fra et naturligt potentiale. Ud fra det enkelte menneske. Nogen har det, og nogen har det ikke. Og dét er helt okay, for vi skal ikke alle være ledere for hinanden.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Det skal nu ikke lyde, som om, at de ny-udklækkede business-studerende er håbløse, men fagspecialisten skal da om nogen indtage specialistrollen i den afdeling, hvor han/hun kan gøre den største forskel frem for at aspirere mod at blive leder for ledelsens skyld. 

Fordi det er dét, vi på studiet har lært, at vi bør blive, hvis vi har bare en smule ambition for karrieren.

Man skal gøre sig fortjent

Ikke alle skal være kommunikatører, strateger, økonomer eller noget helt fjerde. Og dette med god grund rent fagligt set. På samme måde skal vi også respektere, at det ikke er alle, der skal blive ledere, fordi dette også er en fagdisciplin, der i øvrigt er tæt forbundet med lederens personlighed.

Én af de bedste ledere, jeg har haft, var reelt ikke leder på papiret. I hvert fald ikke formelt set. Han sagde endda nej til en lederstilling, men han ledede, fordi vi respekterede ham, og fordi han ikke blot var en betitlet leder, men fordi han kunne lede af natur. 

Han havde det simpelthen i sig, og han gjorde sig fortjent til det fra vi andres side.

Med al respekt for alle ledere der måtte læse med; så bliver ansvarlig og oprigtig ledelse den mest effektive ledelse, hvad end den er formel eller fortjent. Det gør den udelukkende formelle og betitlede ledelse ikke nødvendigvis; det risikerer snarere at blive magt og uansvarligt.