KLUMME: Virksomhedskultur er en sjov størrelse. Det er på én og samme tid noget, der fylder utroligt meget i vores bevidsthed i dagligdagen og noget helt implicit og indforstået blandt netop dine kolleger og dig.

Det er stemningen, jargonen og hele pulsen på kontoret, der sætter sit præg på os alle. Om man vil det eller ej, så former det i større eller mindre grad os alle individuelt. Det påvirker vores personlighed, men vi kan også selv påvirke den interne kultur.

Det har nu heller ikke været en sjældenhed for mig at overhøre folk i mit netværk tale om deres forskellige attituder på arbejdet og hjemme i privaten. At der simpelthen påtages og indgås forskellige roller foran chefen, svigermor og barndomskammeraten.

Men hvorfor egentligt denne skelnen, nu det moderne menneske så ofte gerne vil hvile i sig selv som et selvstændigt individ, der handler på baggrund af et solidt, personligt fundament af tyk integritet?

Personligt har jeg meget respekt for at skelne mellem arbejdstid og fritid, men derfor skal det da ikke være én personlighed, der går på arbejde og en anden personlighed, der tager hjem derfra. Dette hvad enten du er studentermedhjælper, menig medarbejder eller topchef.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

For hvornår handler dine kolleger så oprigtigt, hvis der så at sige spilles skuespil på arbejdspladsen? Hvornår kan du stole på dine kolleger, og hvornår kan de stole på dig?

Ikke at kollegerne af den grund bør tage strikketøjet frem på arbejdet eller gå i jakkesæt derhjemme for at udligne eventuelle forskelle. Nej, det handler i bund og grund om, at du kan slappe af, som den du er, hvad enten du befinder dig på kontoret eller derhjemme; som den samme person.

Spørgsmålet er dog, om du så også tillader dig selv dette. Og om du tør vise karakter.

Men fordrer dit arbejde og den dertilhørende virksomhedskultur, at du bevidst påtager dig en helt bestemt attitude, så bruges der om ikke andet unødig energi på blot at trives og på at passe ind - eller i hvert fald på at lade som om, at man gør det.

En klassiker blandt de mere corporate virksomhedskulturer er omgående adfærdsændring, når chefen træder ind i lokalet. Dalende lydniveau, koncentrerede blikke og pludselig travlhed ved tasteturet. Men hvorfor egentlig?

Føler du dig som privatperson nødt til at agere diametralt anderledes på arbejdspladsen, så burde alarmklokkerne ringe, for så er der i min verden noget helt galt med virksomhedskulturen og det indbyrdes forhold mellem medarbejdere og højere rangerende.

En sund overvejelse er at betragte din virksomhedskultur i dag og få den beskrevet lige præcis, som den er med både gode og dårlige karakteristika. Men ikke som HR eller I selv ønsker, at den ultimativt skal være. Og dét kan være svært.

Skær beskrivelsen til og reducer til 10 hovedpunkter eller en halv sides brødtekst. Og glem nu ikke de negative aspekter, for det er dem, der virkelig skal arbejdes med. Med en sådan beskrivelse er der forhåbentligt kun essensen af den umiddelbare virksomhedskultur tilbage; på godt og ondt.

Og så skal du spørge dig selv: hvis dette var virksomhedens Takt og Tone, ville du så efterleve dens principper? Ville du være fortaler for en håndhævelse af den beskrevne adfærd? Og vil du erkende foran chefen, at du muligvis selv er bærer af flere af de negative aspekter af denne kultur?

Det skulle gerne give stof til eftertanke; både for dig individuelt, for afdelingen og resten af virksomheden. Ikke for at hænge nogen ud men for at give indsigt i, hvordan vi risikerer selv at understøtte en virksomhedskultur, der er kørt fast i den formelle, upersonlige hverdagsrille.

Virksomhedskulturen tør vi sjældent åbent kritisere, nu vi selv er en del af den, men på den moderne arbejdsplads bør der i dag være så højt til loftet, at man bør kunne tage en snak om det sære, mærkelige og ærgerlige ved den interne kultur. Lige såvel som at kunne tale frit om dét, der er særligt godt, giver energi og glæde - for det skulle der gerne være noget tilbage af.

Kigger man på mere klassisk maner Emma Gad efter i skrifterne, er det de "(…) ligeglade, egoistiske eller direkte hensynsløse, der skaber behovet for en formel etikette" (Gad, 1918). Og hvem har i grunden lyst til at være sådan en type?

Som et nytårsfortsæt kan du jo overveje virksomhedskulturens Takt og Tone og udfordre dine kolleger såvel som chef på en sådan definition. For kan du ikke dette, så kan du formentligt heller ikke være dig selv, men snarere et produkt af virksomhedskulturen.

Og dét er der vist ingen integritetsbevidste individualister fra de yngre generationer, der har lyst til at være i dag - i hvert fald ikke, hvis man spørger dem selv.

(For en god ordens skyld skal det nævnes, at jeg heldigvis selv kan udfordre mine kolleger på vores Takt og Tone. Nu og i fremtiden.)

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.