Danmark er gået halvt i stå - og er kvart i gang.

Den sidste kvarte bid bruger vi på at tænke over, hvordan det skal gå vores familie, medmennesker, virksomhederne og vores samfund.

Og hvad der skal ske, når det hele er ovre.

Herunder kigger vi måbende til, mens regeringen pumper penge ud i samfundet, som var det flydende honning - primært for at holde hånden under de danske virksomheder og arbejdspladser. 

En rigtig strategi, men jeg synes vi har glemt én vigtigt ting i den kontrakt.

Hvordan tænker vi kreativt - og sikrer vi at pengene arbejder i økosystemer, fremfor som den en-vejs subsidiering, vi har set ind til nu?

Senest med mediestøtten der nu er blevet forhandlet i mål. Skåret ud af samme model som de andre pakker, hvor dagblade, fagmedier, magasiner osv. nu kan søge kompensation for manglende annonceindtægter. 

Og her var det så jeg fik en ide.

I stedet for at pengene ryger fra staten direkte ind på driften, hvorfor indrykker statens forskellige styrelser og enheder så ikke informations- og oplysningskampagner i hele perioden på alle de medier, der lider tab.

Det kunne naturligvis være corona-information, men også betydningsfulde kampagner for rygestop, trafiksikkerhed, kostråd, skattevejledning osv.

Vigtige kampagner som sandsynligvis alle er udviklet og næsten indrykningsklare hos styrelserne (ellers må de tage dem fra året før) – og som vil kunne få et medietryk, gennemslagskraft og opmærksomhed, de aldrig har oplevet før. Og dermed bidrage til færre rygere, færre trafikuheld, sundere landsmænd og færre, der får Covid-19.

Denne model kunne sagtens fungere ud fra hovedtermerne i den aftalte fordelingsnøgle/procenter, der kompenseres for.

Men vigtigst af alt, så vil den skabe et fantastisk økosystem, der kommer både stat, medier og danskerne tifoldigt til gode. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.