KLUMME: Facebook lancerer ny brandidentitet og brandstrategi. Og den er mildest talt interessant.

Selve identiteten, farverne og alt det andet skal jeg ikke blande mig i. Det aner jeg groft sagt meget lidt om.

Grundlæggende synes jeg det ligner så meget andet nu til dags, men det er sikkert fint nok. Det, der slår mig, er selve brandstrategien…

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Jeg vedkender, at brandstrategi kan være besværligt.

Især må man antage, at det er svært at anerkende at ens brand, som man har brugt årevis på at opbygge og selv elsker, faktisk er en hæmsko for vækst. 

Men selvom det kan være svært, bør det nok ikke komme som en overraskelse for et brand som Facebook, at der er lidt problemer med tilliden og "coolness"-faktoren for Mark Zuckerbergs baby.

Noget Facebook burde have forstået, hvis de havde stukket fingeren lidt i jorden. 

Dog lader det til, at det komplet modsatte er sket. Det lader til, at Facebooks brandstrategiske rådgivere er befolket af Yes (Wo)Men og folk uden analytiske evner.

For det er den eneste måde, jeg kan se, at man kan komme frem til at det vil være en god idé at besudle alle sine andre apps og brands, som WhatsApp og Instagram med Facebooks logo. 

I de nyeste udgaver af apps og produkter som Facebook ejer, vil der nu klart og tydeligt stå ”from Facebook”.

Nogle gange spænder ens egen selvforståelse ben for succes. Det må man sige, at den gør i det her tilfælde:

Kurven er knækket for Facebook

Facebooks væksthistorie har været et eventyr, men det ser altså ud til, at kurven for alvor er knækket, og Facebook er på vej i den forkerte retning. I hvert fald som brand.

Endnu værre ser det ud med tilliden til Facebook: Nedenstående graf viser, at Facebook scorer lavest i tillid blandt sine tech-kolleger og højest i ”disgust”.

Det er altså ikke et brand helt uden problemer. Mildt sagt.

I skærende kontrast står Google, der for snart år tilbage valgte at ændre sit corporate brand til Alphabet, og herved skille Google ad fra resten af porteføljen. Google var endda ikke i nærheden af de image- og tillidsproblemer, Facebook har i dag, men alligevel kunne de godt se hvilken vej, vinden blæste. 

Jeg må formode, at Facebook godt ved, at de har imageproblemer. Så måske det strategiske rationale har været, at man kan opnå en halo effekt fra sine mindre og mere cool produkter.

Et godt eksempel på forskellen på et stærkt brand og et brand i problemer. Jeg tror de færreste vil lukke Portal ind i deres liv, når der står Facebook på den.

Halo- eller Horn effekt?

Problemet med denne strategi er blot, at der er langt større sandsynlighed for, at Facebook-brandet har en negativt afsmittende værdi på de andre.

Altså får man en ”horn-effekt”.

Forestil dig at Jensens Bøfhus købte Noma, og Noma nu kom til at hedde Noma, By Jensens.

Gør det Jensens Bøfhus cool? Måske, men tvivlsomt. Gør det Noma til et fallitbo? Helt sikkert.

Det er altså et kæmpe gamble af Facebook. Et jeg tror, de vil blive straffet for i fremtiden.

Et gamble der kræver, at man i fremtiden styrer fuldstændigt udenom sager som Cambridge Analytica, fake news og datalæk, og at man samtidig formår at få sit brand på rette vej igen.

Og hvis historien har noget at sige om fremtiden, så virker det usandsynligt. Facebook er vel nærmest mediernes yndlings prygleknappe.

Fortsætter Facebook på nedadgående kurve vil det være ganske sandsynligt, at de trækker resten af porteføljen med sig i dybet.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Zuckerberg som hønemor

Set udefra havde det rette træk for Facebook været at gøre alt i sin magt for at skærme resten af brandporteføljen fra Facebook-brandet – og stille og roligt sikre sig, at man fastholder sin markedsandel på dette område, men udbygger den i alle andre med produkter som Libra, Oculus og dets lige.

Mark Zuckerberg agerer som hønemor, der ruger og vogter over sine børn i denne sag.

Nu har han lagt alle sine æg i en kurv og sat sig benhårdt på dem. Han håber Facebook kan være brandparaplyen, der beskytter de små mod regnen.

Men måske den rette strategi havde været at lade dem flyve fra reden og stå på egne ben.

Vi får at se…

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.