KLUMME: Altså nu ved jeg jo godt, at overdramatiske rubrikker sælger (eller i hvert fald (nogle gange) får folk til at klikke), så når Michael Jeppesen skriver "Native er død", som en meget voldsom rubrik på en klumme, der egentlig mest bare handler om, at man skal sørge for at have en god og relevant historie til sin målgruppe, når man laver native, så gør han sig vel bare mest af alt skyldig i sin egen anklage; at håne læseren.

Under alle omstændigheder melder vi os her i Benjamin Native Studio i samme kor som Jesper Laursen fra Brandmovers; nemlig det uenige.

Native advertising er ikke død. Ikke her i vores forretning i hvert fald. Tvært i mod.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Det er jo nok umuligt at argumentere imod, at der engang imellem bliver skabt indhold af for dårlig kvalitet, OGSÅ inden for native advertising, men at kalde død og ødelæggelse over en hel marketing-disciplin af den grund er nok lige voldsomt nok. Der skabes også rigtig meget godt, relevant og brugbart native advertising-indhold derude. Hver eneste dag.

Jesper Laursen præsenterer os for de klare tal, der modsiger Michael Jeppesens dommedags-profeti, men nu må jeg jo nok også hellere sørge for at leve op til egen sort/hvide overskrift, der lover konkrete beviser.

Så jeg vil hellere "show it" og ikke "tell it", så hermed tre konkrete beviser fra vores egen hverdag her i Benjamin Native Studio på, at native advertising nemt kan være brugbart og very much i live – for både målgruppe, medie og kunde.

1. Magasinet LIVs læsere genkendte sig selv i native artikel for Gyldendal 

Dette er et klokkeklart eksempel på, hvordan brugbare og relatérbare råd, hvor annoncøren og produktet bliver sat i en ultra-relevant sammenhæng, er godt native-indhold. I pt. 164 kommentarer til artiklens Facebook-post kan der læses en stor genkendelse ved målgruppen overfor problematikken med at have svært ved at sige nej. 101 delinger taler samme sprog. Denne artikel kunne lige så godt have været redaktionel, og at den har et brand som afsender, gør ikke indholdet mindre værd eller brugbart. Og kunden er helt sikkert også glade for det værdifulde engagement hos målgruppen.

2. Womans læsere tog artikel om jernmangel til sig

Det er ofte det meget brugbare indhold, der klarer sig godt, når vi laver native til vores medier. Indhold med konkrete råd eller relevant viden til lige præcis det enkelte medies målgruppe. Det viser casen ovenover med Gyldendal-artiklen, og det viser denne artikel om jernmangel for vores kunde AminoJern også. Ja, AminoJern vil gerne sælge jerntabletter, men det gør ikke de beskrevne symptomer på jernmangel mindre korrekte eller behovet for viden om emnet mindre – slet ikke for Womans målgruppe af unge kvinder. Det viser pt. 180 kommentarer på artiklens Facebook-post også.

3. Nørdeviden om ubåde tog Histories læsere med storm

I forbindelse med premieren på Thomas Winterbergs internationale film, Kursk, om en russisk ubåd, der i 1990'erne forulykkede under en øvelse i Barentshavet, lavede vi for vores kunde, United International Pictures, en hyper-aktuel og relevant artikel, der gav Histories læsere teknisk og historisk viden om ubåde. Den blev taget godt imod med over 10.000 unikke besøg og et timespænd på hele 9 minutter. På Facebook fik den over 18.000 impressions, over 100 likes og 13 kommentarer. Her fik vi altså ikke bare reklameret for filmen (for ja, det ER jo også formålet), men fik også fodret læsernes nysgerrighed med de historiske fortællinger, de finder så interessante.

Det korte af det efterhånden lidt lange her er… nej, native er ikke død. Og ja, læserne gider godt native. Michael Jeppesen har imidlertid meget ret i, at man skal gøre sig umage hver gang. Både med at sikre sig, at match mellem medie og kunde/produkt er rigtigt, så man kan skabe brugbart og relevant indhold for mediets målgruppe, og i at idéudvikle de helt rigtige historier frem, som rent faktisk interesserer målgruppen, uanset om indholdet så er betalt eller ej.

Vi arbejder med native hver eneste dag i Benjamin Native Studio, og vi er i hvert fald helt sikre på, at vi har med et levende produkt at gøre. Som vi glæder os meget til at se vokse sig endnu større og stærkere. Følg gerne med, Michael Jeppesen.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.