KLUMME: Med snart fem akademiske år på CBS går jeg til sommer en spændende tid i møde. Jeg skal være voksen; sådan rigtig voksen med fuldtidsjob, for nu skal universitetsuddannelsen jo bruges til noget. 

Det er både angstprovokerende - men også virkelig spændende, for nu skal det første drømmejob i bogen, og så er det ellers derudaf.

Nærmest ugentligt ser jeg venner, studiekammerater og tidligere kolleger opdatere deres LinkedIn-profil med seneste job til CV’et. Jeg er da heller ikke bleg for at smide et ”Tillykke med jobbet”, for det inspirerer da i høj grad at følge deres udvikling og senest erobrede stilling.

Men det slår mig, at jeg selv er blevet del af en kultur, hvor job næsten skiftes oftere, end folk gør hovedrent. For der hersker i min bevidsthed som ung og grøn studerende en evig stræben efter den næste stilling, der gerne skulle være en 2.0-udgave af den seneste. 

Her snakker vi på ingen måde guldur efter 25 års tro tjeneste inden for virksomhedens rammer, men snarere en shopper-mentalitet blandt markedets virksomheder.

Her står jeg så overfor på den ene side at skulle opbygge anciennitet og ikke mindst loyalitet over for en arbejdsgiver, mens jeg på den anden side endelig ikke må gro fast i indædte rammer og træge procedurer. 

Bliver jeg for længe i ét job, kan jeg risikere at miste det karrieremæssige drive, tilpasningsevne og forandringsvillighed. Men bliver jeg for kort tid, risikerer jeg at gå glip af tilstrækkelig erfaring og udvise en vis form for illoyalitet.

Så sent som onsdag i denne uge kunne man på finans.dk læse en såkaldt ledelsesekspert udtale sig om selv samme problematik: Hvornår bør man egentligt overveje et jobskifte? 

Her lød rådet, at man efter tre år skal begynde at tænke over næste karriereskridt, såfremt der ikke er udsigt til toppen. 

Ifølge borger.dk kan jeg som 68-årig gå på folkepension i år 2062, hvor jeg ud fra ovenstående tre-årsregel til den tid vil have opnået 17 forskellige job, hvis vi tager min alder og mit CV i betragtning på nuværende tidspunkt. Går vi ud fra en fem-årsregel, runder jeg 11 job.

Det er naturligvis sat på spidsen, men den til tider overdrevne stræben efter det næste job for fornyelsens skyld, gør mig ærgerlig, for det er jo dybest set mine fremtidige kolleger – i hvert fald kortvarigt. 

Hvad blev der af det lange, seje træk og god gammeldags loyalitet? Hvad blev der af intern stræben og mangeårigt ansvar?

Der må tilsyneladende være noget galt med enten medarbejderen eller virksomhedskulturen, hvis det almene arbejdsmarked virkelig er blevet naturliggjort af en tre-fem års ansættelse pr. virksomhed. Dette naturligvis uden at tage højde for folk, der skifter job af andre grunde end en opgradering.

Nogen vil nok kalde det en form for kræsenhed, mens andre vil kalde det ambitiøst. Måske endda overambitiøst. 

Når jeg hører, at et job ”bare er et job” bliver jeg rigtig ærgerlig på deres vegne, for hvad er det, der tvinger dem til at beholde det job? Forhåbentligt ikke økonomisk nødvendighed; ej heller uopfindsomhed.

De fleste af os bruger trods alt mere tid med kollegerne end med familien, så det er da af afgørende betydning, at jeg som snart færdiguddannet har mulighed for at blive i samme virksomhed, som jeg allerede er i nu. 

For at udvikles, for at få erfaring og ikke mindst for at komme dybt ind under den faglige hud og skabe et loyalt forhold til dét, jeg bruger langt størstedelen af min tid på.

Med fare for at lyde som en naiv studerende, vil jeg til enhver tid mene, at man bør stræbe efter at finde et job, hvor man ikke tager sig selv i at tælle timer i løbet af arbejdsdagen. 

Ja, der kan forekomme mindre spændende opgaver, men så bør fagligheden da gennemstråle ens arbejde. Eller så bør man måske alligevel overveje tre-fem-årsreglen.

Heldigvis har jeg ikke sådan et job. Jeg har derimod en faglig passion med et indbygget job i, og dét vil altid drive mig. Også om 25 år; guldur eller ej.