Klumme: Det er nemt at pege fingre af håndteringen, når kriser rammer virksomheder, myndigheder eller enkeltpersoner.

Det er nemt at stå på sidelinjen og (bag)kloge sig på, hvilken information der burde have været delt hvornår. At motivtolke på hensigter og skjulte dagsordner.

Det er nemt at påstå, at håndteringen er amatøragtig, og at man selv kunne gøre det bedre.

Det er nemt. Men det er også billigt.

LÆS OGSÅ: JAGTEN PÅ EN MENING SKYLDES EN MINDREVÆRDSTING

For en krise bliver utrolig sjældent løst ud fra en drejebog med en fast ABC, man bare lige følger. Jo, man kan forberede sig på fejl, ulykker og uhensigtsmæssig adfærd – men en krise er generelt kendetegnet ved, at den netop ikke er forudsigelig.

Og at en kæmpe del af håndteringen netop består i at finde ud af, hvad der er op og ned, få overblik over informationer og hændelser og handle derefter. Og måske ændre kurs igen, fordi virkeligheden slår en kolbøtte. I dét forløb er risikoen for at lave fejl eller træffe forkerte valg stor. Men alt det ser man ikke udefra. Mandagstrænerne ser kun overfladen. Udtalelserne, undskyldningerne og alle ups’erne.

Jeg har arbejdet med krisekommunikation i knap 20 år. Og har dermed været involveret – ofte helt inde i orkanens øje – i en række af de sager, som mange danskere husker, på trods af de impliceredes brændende ønske om det modsatte.

Der er én ting, som jeg kan garantere går igen hos langt de fleste, der har ansvaret under en krise: Man ønsker oprigtigt at råde bod på fejl, forstå hvad der har ført til fejlene og sikre, at de samme fejl ikke opstår igen.

Den øvelse er en del sværere end at stå som mandagstræner på sidelinjen. Ikke mindst fordi enhver krisehåndtering nu til dags også rummer kravet om at fodre den umættelige, forkælede, offentlige forventning om at få alt at vide om alt – og helst lige med det samme.

LÆS OGSÅ: HER ER FEM BENSPÆND FOR DET GODE BUREAU-SAMARBEJDE

Derfor vil jeg uddele ros.

Ros til politiet, som med udgangspunkt i en dybt tragisk ulykkeformåede at holde hovedet koldt. Mens offentligheden allerede begyndte at søge efter hurtige svar på eventuel skyld og svigt, holdt politiet fokus på ofrene og deres pårørende – og behovet for klarhed over tragediens omfang. Medierne og offentligheden blev informeret, efterhånden som overblikket opstod – og der blev efterladt meget lidt rum for spekulation og konspirationer.

Ros til Top-Toy, som midt i den tunge og alvorlige opgave med at skulle afskedige 3.000 mennesker også lige skulle forholde sig til kritik af, at gavekort pludselig ikke kunne veksles til endnu en Paw Patrol-figur til yngstemanden. Top-Toys kommunikation var ægte og i øjenhøjde – med en helt eksplicit (og nærmest uhørt) erkendelse af, at der i et hektisk kriseforløb kan blive truffet beslutninger, som man af den ene eller anden grund laver om. 

Og derfor også ros til FC København for at beslutte, at man fremover ikke vil afholde træningslejre i lande med alternative syn på menneskerettigheder. Bare dagen før havde man ellers temmelig stålsat stået på retten til netop dét. Men som det lød fra klubben: ”Vi forstår og respekterer, at det er et stærkt ønske fra vores fans, at vi finder en anden løsning. Det har vi valgt at lytte til”.

Aktiv lytning bør man generelt aldrig pege fingre af.

LÆS OGSÅ: DETTE IRRITERER MIG MEST PÅ LINKEDIN