Klumme: Fra tid til anden sker det, at nogen i min omgangskreds, som jeg egentlig anser for at være normalt-til-højt begavede, rationelt tænkende mennesker, pludselig springer ud som budbringere af noget, som ikke giver mening. 

Arenaen er de sociale medier – og det delte indhold kan være alt fra en konkurrence, hvor man med et enkelt like kan vinde en bil(!) til de velkendte kædebreve, i hvilke man med ord og handlinger angiveligt kan frasværge sig alskens overvågning eller påvirke selve Facebooks algoritme.

Som ham, der engang forsøgte at købe et par sko på et kinesisk fup-site, der oven i købet stavede brandets navn forkert i URL’en, skal jeg ikke gøre mig til dommer over folks digitale adfærd eller fejlslutninger.

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.

Hvis du tror, den lokale Audi-forhandler får lyst til at forære en ny TT væk, er det tilgivet. Og hvis det får dig til at være tryggere på de sociale medier, at du har delt en ”Jeg erklærer hermed, at ingen ud over mig selv har rettigheder til dette og hint”-besked, skal det ikke skille os ad.

Der er dog én gammel traver, jeg næsten altid føler mig kaldet til at kommentere. Nemlig de forskellige varianter af ”Tænk engang – min bror og jeg talte om fiskestænger og så fik jeg pludselig en annonce for FISKESTÆNGER PÅ FACEBOOK..! De lytter helt sikkert med”. Herefter følger kommentarer fra flere, der har oplevet PRÆCIS det samme – og dermed burde det være bevist.

Jeg er uenig.

Det eneste der er bevist er, at den menneskelige hjerne er eminent til at lægge mærke til spøjse sammentræf – og at vi som sociale individer kan relatere til det, vi får fortalt af andre. Og så er det beviseligt sådan, at du godt kan blive eksponeret for noget, du ikke har skrevet om nogle steder, alene fordi din alder, dine interesser eller din øvrige adfærd på nettet og fysisk gør dig til en potentiel kunde for et eller andet. 

Kender du det, at du drømmer om en gammel klassekammerat – og så møder du ham pludselig på gaden dagen efter? Det er jo sindssygt, ikke? Man kan du huske alle de gange, du har drømt om nogen, som du aldrig mødte siden? Formentlig ikke.

For nogle måneder siden renoverede vi husets badeværelse. Og én af de ting, vi skulle anskaffe var et brusearmatur. Og tænk engang: Lige dér på Nørre Allé – på bagsiden af Bus 6A foran mig, var der minsandten en reklame for et brusearmatur. Hvor crazy var det lige? Hvis du giver mig ret i, at der næppe var en mikrofon og en hurtigtarbejdende plakatopsætter på spil i dét scenarie, fanger du, hvor jeg vil hen. 

Jeg ved, at mange lige nu er klar med påstanden om, hvor naiv jeg er. Hvor meget teknologien kan – og hvor nemt det er at udnytte den. 

LÆS OGSÅ: "DER ER FOR MANGE MANDAGSTRÆNERE"

Til dem har jeg et par spørgsmål: Hvis nu Google, Facebook og alle de andre lyver – og rent faktisk har nøglen til vores inderste (om ikke tanker, så) samtaler – tror du så, at det ville være så billigt at annoncere på disse kanaler, som tilfældet er? Og er det realistisk, at det ypperste (og tophemmelige) målretningsprodukt på hylden bliver tilbudt den lokale pusher af fiskestænger? 

Næ – sandheden er snarere, at Facebook, Google og alle de andre bliver stadig bedre til at målrette gennem de data de får fra vores adfærd og nedfældede ord. Og at de – sammen med annoncørerne – ind imellem er helt utrolig heldige og rammer nogen med noget, ingen vidste, de lige havde brug for. 

Men du har selvfølgelig ret; alt dét kan jeg ikke vide med sikkerhed. Jeg kan jo ikke bevise, at ingen lytter med. 

Nej – og jeg kan heller ikke bevise, at der ikke er mere mellem himmel og jord. Men jeg har en holdning til det. Dén må vi tage en anden gang.

LÆS OGSÅ: JAGTEN PÅ EN MENING SKYLDES EN MINDREVÆRDSTING