Klumme: Forleden aften ryddede jeg op i mine kasser fra kælderen. Jeg fandt en kasse med gamle dagbøger, digte og billeder. Som i den amerikanske storfilm, hvor kvinden kigger på familiealbummet efter de små har forladt reden og nu sidder og mindes i mørket, sad jeg der med en Diddle-dagbog fyldt med klistermærker. 

En dagbog fyldt med mine følsomme tanker, de første forelskelser og helt store drømme. Det var som at læse en andens tanker, men stadig vide at det var mig selv. Jeg fik lyst til at snakke med og kramme det lille 11-årige selv, der sad på en feriekoloni indenfor i regnvejret og skrev.

Og hvor underligt det måske lyder, så skrev 11-årige Sara noget, som jeg i dag kan lære af. Og det kan du måske også, kære læser. For ja, det var svært at være 11 år – men det er så meget vi voksne måske stadig ikke helt forstår. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

10 juli 2000. 11 år

”Kære Dagbog

Som du ved har jeg været på koloni i 5 dage i Gedesby, og det er sjovt, men i dag keder jeg mig. Jeg er alene på værelset, fordi det regner, og det gider jeg ikke. Jeg ligger og tænker på, hvorfor vi er her på jorden, men det driver mig snart til vanvid, så det tænker jeg ikke på mere. Jeg skriver igen i morgen. Kærlig hilsen Sara”  

At læse i min dagbog gjorde indtryk på mig af flere årsager, og ikke kun fordi det vækker minder fra en svunden tid, men ligeledes fordi det satte i gang i nogle tanker om værdier, som jeg har haft en tendens til at glemme undervejs i mit arbejdsliv. Jeg har listet fem konkrete punkter nedenfor, som jeg helt decideret føler, at jeg kan overføre til mit professionelle liv fra mit yngre jeg.

1) Alt er vigtigt 

For nogle år siden sagde Dronningen, at man skulle skynde sig ud og gøre noget, som ikke var vigtigt. At hun sagde det, var vigtigt. At skrive ”Kære Dagbog”, at skrive ”jeg skriver igen i morgen” er i sig selv ikke vigtigt. Men pointen er, at hver dag ganske enkelt var vigtig, da jeg var yngre. Dagene tonsede ikke afsted, og hvis jeg kedede mig, var det element i sig selv vigtigt nok til at blive skrevet ned. Når jeg som voksen skriver i min dagbog (som jeg stadig gør), skipper jeg ofte de helt ”uvigtige” detaljer, såsom kedsomhed, og går direkte til kerneproblemet. 

At stå op hver dag og tænke ”lige meget, hvad der sker i dag, er det vigtigt” er noget, som jeg nu har implementeret som en tankegang i min hverdag. Personligt kan jeg skrive under på, at det kan være rigtig svært, når vi i reklamebranchen altid omgiver os med langsigtede projekter, morgendagens tendenser og evig optimering af fremtidige processer. Lige nu planlægger vi kampagner for 2020, og i mine tanker er det allerede jul - og i 2019 er det er ikke engang blevet sommer endnu…

2) Husk hvordan du var, tænkte og gjorde 

Det er i kreative sammenhænge ikke nyt, at vi skal være barnlige, åbne og lydhøre over for guldkorn, der kommer fra børn og skæve eksistenser. Børn og unge har en enorm dyb indsigt i livet, nok uden at vide det, hvilket er en del af charmen. For når man sidder og keder sig, tænker man også meget. Derfor kan vi ofte få de største indsigter fra de mindste skabninger. Men det ved ”vi” jo godt, for det er noget vi især i reklame & kommunikationsbranchen bryster os af at vide en masse om og ”barndommens naivitet” er et kneb ”vi” i kampagner også ofte anvender. 

Vi jagter de gode indsigter, og det elsker jeg… Men i hverdagens små og store udfordringer skal der måske ofte ikke mere til, end at du tænker, hvordan du selv som 11-årig ville have løst en voksen-udfordring. Som min veninde f.eks., sagde forleden ”mit største problem er, at jeg ikke kan stoppe med at tænke på udfordringer fra arbejdet, når jeg kommer hjem, selvom jeg ikke kan gøre noget før i morgen”. 

Jeg gør (i et fornuftigt omfang) som lille Sara ville gøre det med tanker om universet. Jeg stopper bare med at tænke så meget på de ting, som jeg ikke kan ændre på med det samme alligevel. 

LÆS OGSÅ: DU LIGNER DA SLET IKKE EN CEO

3) En fast rutine

En anden dag, på dagbogens første side, skriver jeg: 

21 maj 1999. 10 år

”Kære dagbog 

I dag købte jeg dig. I morgen skal jeg besøge Cecilies* farmor og farfar i Helsinge. De spørger altid om hun har husket at være på toilettet to gange. Det er mærkeligt men jeg glæder mig til at skrive i dig igen dagbog. Kærlig hilsen Sara." 

*Cecilie er et opdigtet navn.

Intet ved ovenstående dag er specielt og dog. For at skrive ”ligegyldige” informationer ned, som gør indtryk fra andre mennesker og deres liv, er vigtigere for vores kreative arbejde, end vi måske ofte går og tror. Og fordi at det at skrive i min dagbog var en fast rutine, tvang jeg mig selv til at observere og bemærke ting, jeg måske ellers ikke ville, for at kunne skrive noget ned. At være observant hjælper mig med længder i mit kreative arbejde. Så den faste rutine er nu tilbage på skemaet: Hver uge skriver jeg om en ny person, som jeg har studeret tæt på eller på afstand. Det holder nysgerrigheden til ilden. 

4) Mindre online 

At læse i min dagbog gjorde mig om muligt endnu mere opmærksom på, at det er vigtigt, at vi ikke altid er online. Ligesom svaret på en diagnose ikke altid findes på netdoktor.dk, så opstår mange af de bedste opfindelser i situationer, før du sidder foran computeren. 

5) Dyrke nederlagene mere 

I denne klumme har jeg valgt to helt simple uddrag fra dagbogen, men hvad jeg ikke har inkluderet, er alle siderne om nederlag og bearbejdelsen af dette.

Det er meget populært at snakke om at fejle for tiden. Noget mange politikere f.eks. har været ude at slå et slag for. 

Dog synes jeg ikke, at det er noget jeg oplever/ser så meget til i kommunikations- og reklamebranchen. Helt personligt ville jeg elske, at Markedsføring lavede en temauge, som kun omhandlede kunder, der blev tabt, interviews med bureauer, der ikke forsatte i en pitch etc. 

SÅ… Som det måske vigtigste punkt af alle, vil jeg afslutte med den pointe om, at vi i vores verden er gode til at fejre succes, og det skal vi blive ved med. Men jeg har også erfaret at fejring af tabte pitches, nederlag, store og små fodfejl er mindst ligeså vigtigt. 

Har vi brugt en uge eller flere på et stykke arbejde og det føltes som spild af tid, så skal det altså bearbejdes. 

Hos os (Helicon Valley) har vi derfor indført, at vi ”tager afsked” med tabte pitches og kunder. Gør status og siger farvel, inden vi lægger arbejdet på drevet og styrter videre med noget andet. 

For måske kan vi lære noget. Måske vi kan genbruge noget materiale i fremtiden. Og måske er det barnligt – men det kan være, at vi kan finde brevet om et år – og vi igen kan lære noget. Man siger, man bliver klog af skade – det glæder jeg mig til at se, om det passer her også. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.