…hvorfor er co-working spaces at foretrække frem for traditionelle kontorrammer, når der skal skabes innovative løsninger?

Der er ingen tvivl om, at co-working er en af de helt store trends i disse år, og hvor det tidligere som regel kun var små virksomheder og start-ups, der ”flyttede sammen” for at spare på udgifter og besvær, så er der en kæmpe revolution i gang, som handler om meget mere end det.

Vi er som samfund og mennesker i gang med dels en teknologisk (r)evolution, som gør os i stand til at kommunikere og handle helt anderledes, og dels en identitetsmæssig og holdningsmæssig udvikling, der gør, at vi på en kvalitativ ny måde søger nye udfordringer og stiller nye krav. Særligt også i vores arbejdsliv.

De udviklinger gør tilsammen, at man for øjeblikket vender sig meget mod det entreprenante, og det åbne/inspirerende miljø, som man typisk finder der, hvor flere mennesker/teams er samlet på et sted - som i dette tilfælde et co-working space.

Derfor ser vi også i globale trends klart at denne type miljøer tiltrækker ikke kun start-ups, men også har en stor bevågenhed fra store virksomheder, der både kan se en fordel i at adressere de medarbejdertyper, der gerne vil sidde i disse miljøer; men som også kan se mulighederne i at udnytte skiftet i miljø til at tænke mere nyskabende på det digitale område, end man kan hjemme i barakkerne i Ballerup.

Således ser vi også mange virksomheder, der skaber deres egen eksterne digitale innovationsenhed, og ønsker at placere den uden for hovedkvarteret. De løber dog den store risiko, at man i det greb samtidig mister forbindelsen til kerneforretningen - og det er typisk her, at fejlen sker.

Vi har hos Rainmaking gennem arbejdet med corporate innovation de sidste mange år erfaret, at succesfulde innovationsprojekter på det digitale område A) ikke sker af sig selv, B) sjældent kommer uden eksternt input og C) har brug for at have et link til de eksisterende målgrupper for virksomheden.

Læg hertil, at det digitale område jo faktisk er de færreste store virksomheders kernekompetence. De ved alt om mælkeproteiner, enzymer, pumper eller logistik. Men meget lidt som udgangspunkt om det digitale, eller de udviklingsmetoder og forretningsmodeller, der typisk følger med.

Og derfor oplever vi, at co-working kan noget helt særligt. Her har du ikke alene luftforandring og andre inspirerende mennesker at mødes med; men hvis det ellers indrettes (fysisk) og faciliteres rigtigt, så kan co-working være med til at skabe nye partnerskaber mellem aktørerne, sørge for gennem videndeling at skabe den hastighed i test, udvikling, distribution og iteration, der er så afgørende på det digitale område - og være med til at tiltrække de rigtige profiler til projekterne.

Så altså; sikrer man at det faciliteres ordentligt, med fokus og viden omkring hvordan læring og kultur opstår, så kan det for alvor være værdiskabende for innovationsprocessen. Og så kan man helt bestemt sige, at co-working har sin berettigelse inden for innovation.

Ugens overraskelse var da jeg…havde besøg fra Eriksholm forskningscenter (en del af Oticon), og fandt ud af, hvor langt fremme man er med at kunne kombinere hardware, software og forskellige dele af kognitiv forskning til at kreere fremtidens hjælpemidler - ikke kun for hørehæmmede, men for mange forskellige grupper af mennesker. Inspirerende!

Og det irriterer mig når…der til stadighed er elevatorer, der går i stykker eller vinduer, der ikke kan lukkes i vores ellers så fantastiske nye bygning. Tingene skal bare fungere ;)

Min branches største udfordring lige nu er…at markedet pt. oversvømmes af nye steder, der essentielt tilbyder de samme services på papiret; men ikke kan leve helt op til det i virkeligheden. Det kan godt være svært for kunderne at kende forskel på, hvad den reelle værdi er ved at sidde det ene sted frem for det andet.

Løsningerne må være at…dels bør vi være bedre til at samarbejde på tværs, og blive bedre til at fokusere på styrkerne vi hver især har, i stedet for at ville kunne det hele. Vi ser også en øget specialisering på fx målgruppe, vertikaler, arbejdsmetodikker mm. Det tvinger os jo også til at være skarpere på, hvad vores version af det gode arbejdsliv er.

Når jeg går på weekend, skal jeg…slappe helt af og nyde den milde temperatur her i februar - desværre har jeg ingen motorcykel, men ellers skulle jeg klart ud og sparke gang i sæsonen.

Jeg sender fredagsstafetten videre til Line Lyst, Group Director, Head of Innovation hos Rambøll med følgende spørgsmål: Hvordan kommer de nye teknologier som eksempelvis kunstig intelligens til at have indflydelse på rådgivningsbranchen i de næste år?

Og så er der ugens optur: Behøver jeg nævne det? Touren kommer til Danmark!! 22 års hårdt arbejde giver endelig pote, og viser at man aldrig skal holde op med at tro på det.

Og endelig ugens nedtur: At blive mindet om, HVOR langt vi stadigvæk har for at have ansvarlige topledelser i vores største og mest indflydelsesrige virksomheder. Ofte er det de store tech-giganter; denne gang er det bank-giganten UBS, der sætter sørgelig rekord med en bøde på hele 3.7 milliarder Euro for hvidvask. Men det rigtigt sørgelige er, at banken allerede havde hensat næsten to milliarder Euro i forventning om en bøde...