KLUMME: Teenageren fra Sverige er den rene nyhedsmaskine. Om hun fravælger flyrejsen og i stedet sejler til USA, spiser frokost med en gaffel af plastik eller støtter op om Stockholm Pride, så afføder det forsider og debat og ekstra lag til fortællingen om klimaets Daughter Teresa.

Lille Greta er så populær, at både verdensledere og undergrundsbevægelser kæmper om at bruge hende til deres formål og de mest fanatiske modstandere er i ren panik begyndt at forbinde hende med Illuminati og beskylde hende for at være et hjernevasket barn, der fungerer som en marionetdukke for en magtfuld elite. 

Men hvorfor er hun så irriterende? 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Vi gider ikke

Svaret er enkelt. Fordi hun er en idealistisk teenager, der konstant konfronterer os med vores dårlige samvittighed. Og hun er det i en sådan grad, så hun ikke kun stikker til dem, som er direkte modstandere, men også sine støtter. Alle står for skud.

Hun er som det barn, der stiller sin far det åbenlyse spørgsmål: “Hvorfor skal du ikke køre med cykelhjelm?” og som man ikke kan affærdige, uden at blotte sin totale mangel på principper.

Sandheden er jo, ganske simpelt, at vi ikke gider køre med cykelhjelm, ligeså lidt som vi gider redde klimaet.

Vi vil derimod have ret til at bestemme, at vores børn skal køre med cykelhjelm, og vi vil også kunne kræve, at andre skal arbejde for at redde klimaet. Men det kan man jo ikke sige, og det er frustrerende.

Der er simpelthen forskel på at ville have noget ændret, og at ville ændre det. De fleste af os er i den første båd.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

De pokkers vaner

Klimaets redning kan i sidste ende afhænge af, hvor irriterende idealister er at være i rum med, for der er jo faktisk flere og flere, der kører med cykelhjelm, og der er ovenikøbet blevet opfundet en Hövding Airbag, som gør beslutningen om at beskytte sit hoved mindre smertefuld.

Den udvikling havde aldrig fundet sted, hvis ikke så mange til sidst bukkede under, spændte hjelmen og på den måde lukkede munden på idealisterne en gang for alle. 

Vi vil så nødig ændre vores vaner, og ofte har vi svært ved at få øje på, at det er os, der bør gøre mere, fordi vi fokuserer på alle de andre, som heller ikke gør det godt nok.

Det er nemt at ignorere egne dårlige vaner, men presset fra idealisterne, som tvinger folk til konstant at forsvare sig, følelsen af at være angrebet fra flere sider og til sidst håbe på en redning, en ny opfindelse, som et af de andre vanedyr har følt sig tvunget til at skabe og kan lette forandringen lidt, kan i sidste ende få os til at overgive os og følge med.

Sker det først, så går man ikke tilbage. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Irritationsmomentet

Greta Thunberg og bevægelsen omkring hende har muligvis samme potentiale til at forandre vores vaner, og skridt for skridt tildele klimaet en større rolle i vores liv.

En rigtig Hellig Frans, som er noget så frustrerende at være i lokale med i længere tid ad gangen, kan tvinge os til at forbedre os eller i det mindste finde på løsninger, som kan tilfredsstille deres høje standarder. 

Så ja, hun er irriterende. Men hun er vigtig. Hun er irritationsmomentet, som får os til at tage cykelhjelm på eller opfinde noget kvikkere for at slippe. 

Og det er immervæk bedre, at Greta er den irriterende påmindelse, som man arbejder for at undgå, end hele planeten.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.