KLUMME: Kører det for dig og dine kreative peers? I vinder priser, du styrer (også el-løbehjulet med én hånd), du er på fornavn med bureau-baristaen og har selvfølgelig hele porteføljen af mobile æblelækkerier i tasken.

Du har måske kun fnysende overbærenhed til overs for begrebet Artificial Intelligens, AI i daglig tale, bortset fra at det selvfølgelig er meget sjovt med alle de menneskelignende robotter og selvkørerende biler lige om lidt.    

For helt ærligt, skulle maskiners kunstige intelligens, skabt af kredsløb og processorkraft, nogensinde for alvor blive en trussel mod ægte kreative ideer udtænkt af menneskelige hjerter, hjerner og mavefornemmelser? You don’t think so ...

Der er mange måder at forholde sig til teknologiske fremskridt på, men der er én måde, som er entydigt naiv: At ignorere dem, fordi du er for (selv)fed til at blive ramt af virkeligheden.

Så væn dig til det. Den kunstige intelligens er her allerede, den bliver klogere for hver dag, der går, og der bliver brugt mange mange milliarder på at være med i kapløbet. 

Du kan være helt sikker på, at AI kommer til at præge - og grundlæggende ændre - præmisser og processer for kreativ ideudvikling.      

Underligt nok, har mange danske kreative, jeg møder, en nærmest overbærende holdning til AI, der bliver betragtet som lettere uvedkommende tech fiction eller i bedste fald noget, der hører til bag døren ind til datanørder og BI-folk, der da er velkomne til at trække nogle tal til planneren og briefen, hvis de hygger sig med det, eller tror det imponerer kunderne.  

Top tre over sten-saks-papir-logik i kategorien ”ægte kreativitet slår kunstig intelligens” ser nogenlunde sådan ud:

Første misforståelse blandt kreative

”De bedste kreative ideer bygger jo på intuition og mavefornemmelse. Følelser og menneskekendskab. Det kommer maskiner aldrig i nærheden af”.

Nå ikke? Jeg vil nu ellers påstå, at intuition og mavefornemmelser er temmelig meget i familie med erfaring og god hukommelse i alle kroppens celler. Erstat med systematisk lagring af enorme mængder data, mønstergenkendelse, som kan gruppere i segmenter med fælles adfærd og tribes med fælles holdninger og værdier. 

Tilsæt et par spiseskefulde neurale netværk, så biologisk snuhed og naturens tusindårige arkitektur blandes med kodede grafer og logaritmer, som lærer af hinanden. 

Vi nærmer os nogle systemer, der kan give kvalificerede bud på, hvad der appellerer til de målgrupper, datapuljerne udpeger. 

Og teste/justere lynhurtigt alt efter hvordan kunderne tager imod.  

Næste dårlige undskyldning

”Ja men se dog på <indsæt nutidigt eksempel på AI-genereret indhold>. Det er jo fuldstændig latterligt”.

Sandt i mange tilfælde. Men de første forsøg på at bygge flyvemaskiner faldt ned. De næste, der lettede, så komplet tåbelige ud og lignede ikke noget, nogen civilister nogensinde ville lade sig transportere i. 

Siden gik det meget godt med det. Både rundt på vores egen og ude blandt naboerne. 

Det var de visionære, stædige, modige og kreative, som troede på potentialet i teknologien og omfavnede den tidligt, der endte med at have fat i den lange ende og først forstå, hvor løsningerne gemte sig.

Sidste og mest alvorlige misforståelse

”Ja, vi kommer nok til at miste yderligere et par folk i produktionen, når kunderne insourcer endnu et par opgaver næste år, men vi har allerede trimmet bureauet, og vores position som en strategisk og kreativt stærk samarbejdspartner er sikker nok”.   

At bygge sit verdensbillede og sin selvopfattelse på, at branche- og samarbejdsstrukturer grundlæggende forbliver uændrede, eller bare nogenlunde genkendelige sådan i det store hele, er farligt i en tid, hvor alt kan komme i spil hurtigere end man kan sige ’Blade Runner 2049’.     

Før jeg begyndte at arbejde med markedsføring holdt jeg til i mediebranchen. Som journalistelev nåede jeg lige se de sidste sørgelige rester af typografer på et dagblad, inden de blev erstattet af computerlayout. 

Os journalister - derimod - vi var skråsikre på, at vi aldrig kunne erstattes af teknik. Mindre end 10 år senere, var hele mediebranchen i op- og nedbrud, da Bowies lakoniske konstatering ”Everybody writes” blev virkelighed med eksplosionen af billige eller gratis digitale publiceringsmuligheder.

Efter yderligere 10 år blev den amerikanske præsident valgt, og briterne løgnagtigt narret til at melde sig ud af EU, på grund af platforme, hvor milliarder af tidligere avislæsere, nu laver deres eget indhold og selvpromoverende bloggere og popstjerne med SoMe-profiler har langt flere følgere end traditionelle medier har læsere, lyttere og seere. 

Så vær ikke for sikker. Vær hellere nysgerrig og fordomsfri på kreativitetens vegne, hvis du vil fremtidssikre den lækre frokostordning og sommerfesten med fri bar. 

Opsøg, omfavn og afprøv den AI, som allerede er her. 

Bær over med, at det ikke virker lige intelligent alt sammen. Det bliver bedre, og pludselig går det hurtigt. 

Her og nu kan du trøste dig med, at du ikke er den eneste, der glæder dig til, at Siri bliver lidt klogere. I stedet for at lyde som om hun spiller hovedrollen i en dårlig blondinevits.