Klumme: Hvis vi ikke allerede havde såkaldte ”skræmmekampagner” i dansk politik, så måtte vi opfinde dem. 

De gør noget godt for engagementet, debatkulturen, kamplysten, skarpheden, forståelsen og ja, underholdningsværdien. 

Uden dem ville den politiske diskussion være reduceret til beregninger og notater fra ministerier og tænketanke, som ville efterlade vælgerne som skydeskiver i uforståelige talkrige og med detaljer og økonomiske sammenhænge, som kun de færreste kan overskue. 

Så lad os ”skræmme” hinanden noget mere! 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Når disse linjer læses, er vi godt i gang med kampen om vælgernes gunst inden folketingsvalget 5. juni. 

I mange måneder har partiernes pressesekretariater støbt kugler og lagt slagplaner for, hvordan de vil slå igennem i mediebilledet og over for vælgerne. 

Siden sidste valg har partiapparaterne nidkært fulgt modstandernes skridt og markeringer. Der er samlet en bunke citater om stort og småt, når modstanderne har ytret sig. Man har lavet beregninger og formuleret mulige effekter af modstandernes politik. Og med akademikere og PR- og reklamefolk i kulissen har partierne tilrettelagt kampagner, hvor man markedsfører egne holdninger - men nok så væsentligt: Udlægger effekterne af modstandernes politik.

En gave

Hvad er der galt i det? Svaret er: Ingenting! 

Det er en gave til den politiske diskussion, at partierne møder vælgerne med skarpe budskaber. Både når det handler om egne holdninger, men også når man forudser, hvad der vil ske, hvis modstanderen vinder. 

Det kan både være polemisk, drilsk og provokerende. Men bare rolig: Er noget fup, løgn, eller fake news skal vælgerne nok opdage det og selv sortere skidtet fra. 

Sjovt nok har alle partier travlt med at slå hinanden i hovedet og råbe ”skræmmekampagne” efter hinanden for derved at advare vælgerne om, at modparten bevidst taler usandt – samtidig med, at man (med fuldt overlæg) selv forsøger at ”skræmme” vælgerne med egne udlægninger af, hvad modstandernes politik vil føre til. 

At beskylde hinanden for at føre skræmmekampagne har det dobbelte formål at save i modstandernes troværdighed samtidig med, at man fremstiller sig selv som dem, der fremfører saglig og korrekt orientering over for vælgerne.

Ja, hulheden og de dobbelte standarder driver nærmest ned ad væggen.

Har altid eksisteret

Skræmmekampagner har altid eksisteret, men tydeliggøres ved et par nedslag i historien:

Siden de sidste dage i valgkampen i 1998, hvor Socialdemokratiet og fagbevægelsen meget effektivt ”skræmte” vælgerne til den overbevisning, at lejerne efter en mulig borgerlig valgsejr skulle betale for Uffe Ellemann Jensens lavere skat på ejerbolig, har begrebet skræmmekampagne haft en særlig klang i dansk politik. 

Det nye var, at der blev zoomet ind på Venstre-formandens private bolig og private økonomi, men ellers var budskabet vel fair nok? 

Kampagnen virkede, og udsigten til en klar borgerlig valgsejr styrtede i grus. 

Dét lærte Venstre af: I 2001-valgkampen kunne V-formand Anders Fogh Rasmussen næsten ikke åbne munden uden at tale om en ”typisk negativ socialdemokratisk skræmme- kampagne”.

Samtidig kørte Venstre annoncer med fotos af en gruppe voldelige indvandrerdrenge foran en retsbygning. Annoncen havde underteksten ”Tid til forandring”.

Det centrale budskab kunne ingen tage fejl af: At skræmme vælgerne væk fra en fortsat S-regering, fordi det ville betyde mere vold, flere udlændinge og slappe straffe. 

At blive mødt med en såkaldt skræmmekampagne er såmænd bare en test af holdbarheden af argumenterne.

Det er vel ok, at partierne spotter hinandens svage punkter og forstørrer de (nogle gange påståede) negative effekter. Så kan vælgerne beslutte sig på et stærkere grundlag. 

Alt andet vil være skræmmende…

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.