Klumme: Valget er overstået. Og når du læser dette, er fordelingen af danskernes stemmer mejslet i sten – du ved med sikkerhed, hvor mange der har stemt på hvilket parti. Det privilegie har jeg ikke i skrivende stund – denne klumme blev således forfattet, inden stemmestederne lukkede. 

Til gengæld ved jeg med stor sikkerhed, at en stor del af de mange meningsmålinger, der har fyldt mediernes spalter i løbet af valgkampen, har været skrupforkerte. De forskellige institutters målinger har strittet i øst og vest. De har været enige om en ting: At den nuværende blå blok ville tabe. Men her hører enigheden op, og flere målinger i samme periode har vist komplet modsatrettede tendenser. 

Devisen har været ”hvert medie sin meningsmåling”. Og på tværs af dem alle er der blevet kommenteret, indhentet politikerkommentarer og udlagt tekster i et omfang, vi aldrig har set før. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Og hvad så – spørger du måske. Det er vel fint at tage temperaturen på valgkampen? Det er jo underholdende nok, og i sidste ende er det jo alligevel stemmesedlerne, som tæller.

Bevares – men inden da skulle det gerne være politikerne og den politik, de står for, som var i højsædet.

I stedet er vi blevet oversvømmet af metahistorier, hvor pressede politikere har skulle forholde sig til dagsformen, ud fra den seneste decimalændring i én af de tre ud af fem målinger, der inden for en usikkerhed på +/- tre procent tydeligt viser et parti i krise eller hopla.

Svaret har været forskellige varianter af den samme sang: ”Det er selvfølgelig en dejlig/ikke optimal måling, men vi arbejder videre og har fuld respekt for danskernes endelige dom."

Doh!

Som bliver til dobbelt doh, når man læser den tilhørende bevidstløse analyse fra det enkelte medies huskommentator, der udlægger tallene og partiernes dagsform – præcis som man lige selv har læst dem i målingen.

At medierne elsker meningsmålinger, er ingen ny ting. I 2007 satte mediehuset Mandag Morgen for eksempel fokus på dét, der allerede dengang blev omtalt som ”…et kollektivt bluffnummer” – med henvisning til, at medier, politikere og kommentatorer godt ved, at målingerne i bedste fald ofte er upræcise og i værste fald misvisende. 

Det er de tilsyneladende tiltagende ligeglade med.

22.500 gange har du inden for de sidste fire uger kunne læse en onlinenyhed med ordet ”meningsmåling”. Det er 750 om dagen. Og dermed 750 daglige grunde til, at vi i denne valgkamp har oplevet den nærmest ultimative effekt af målingscirkusset.

Nemlig at landets statsminister helt opgav at vinde med politiske midler og argumenter, og i stedet – med nærmest direkte henvisning til meningsmålingerne – vendte sit eget parlamentariske grundlag ryggen i jagten på magten.

En anden mulig effekt har betydning for selve valgresultatet. Selv om forskningen ikke er entydig på området, konkluderer for eksempel denne undersøgelse fra 2015, at vælgerne er tilbøjelige til at stemme i takt med de strømninger, man kan aflæse i målingerne. En modsat effekt – hvor man stemmer mod strømmen i sympati eller protest – er til gengæld ikke mulig at aflæse.

Der er med andre ord flere gode grunde til, at medierne burde beskæftige sig lidt mindre med meningsmålinger. Men eftersom det er svært at se, at de frivilligt skulle bevæge sig den vej, kunne en løsning være at forbyde målinger – for eksempel den sidste uge op til et valg.

Det princip følger man i forskellig udstrækning i en række andre europæiske lande, som for eksempel Italien og Frankrig. Der er masser af udfordringer ved et sådant tiltag – for eksempel at medierne så bare får målingerne lavet og offentliggjort i et naboland. Men jeg synes, det er forsøget værd. 

Om ikke andet for at få lidt fred.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.