Klumme: Det var forventeligt, at kritikken ramte Game of Thrones. Serien skulle finde sin afslutning, og så bliver man som seer næsten altid skuffet.

Kritikken gik især på Weiss og Beinoff, seriens skabere, som i de sidste sæsoner var nødsaget til selv at skrive, da George R.R. Martin ikke kunne følge med produktionens tempo, og man selvfølgelig ikke kunne kræve, at seriens trofaste fans skulle vente. Det kunne mærkes.

Det er en kunst at fortælle en god historie. Man skal kende sit publikum, have en hensigt, mestre sit udtryk, have overblik over fortid, nutid og en mulig fremtid - og man skal kunne præsentere.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Det kræver tekniske kundskaber at kunne male billeder, overbevise med karakterer og få gjort rummene levende og tiden plausibel. Men i højere grad end det tekniske, så handler det i stor stil om at levere nydelse. Og hvad er nydelsen i en fortælling? Spænding!

Spænding får os at frygte eller håbe på den næste hændelse. Vi kræver, at fortællingen fortsætter og som narkomaner må vi have det næste fix, endnu en bid, som vi kan bruge til at stykke den samlede fortælling sammen med.

Her har Game of Thrones i den grad leveret. Serien er berygtet for at være så uforudsigelig, så næsten alt kunne ske og samtidig har den tildelt sine seere en stor rolle, i arbejdet med selv at kreere et stort, samlet narrativ ud fra de mange dele.

Hvornår stopper nydelsen så i en fortælling? I moralen, som venter til slut i fortællingen. Erfaringen, som den belærende fortælling skal give. I fortællingen åbnes der hele tiden for muligheder, i moralen lukkes der og historien kondenseres ned til en pointe – et Gajolæskecitat.

Det er svært at forestille sig en fortælling, som ikke på et tidspunkt afsluttes, men det er ikke desto mindre der, vi stopper med at kunne nyde den, for det er næsten umuligt at nyde en morale, uanset om vi er enige i den eller ej.

Afslutningen bringer altid et element af skuffelse, da der følger et tab. Ikke blot af yndlingskarakterer, intriger, store slag osv., men tabet af selve historiefortællingen og vores medskabende rolle. 

Det til trods så er det dog muligt at afslutte en fortælling mere eller mindre heldigt, og en værdig afslutning i Game of Thrones havde selvfølgelig været et sidste ”O-M-G!” Et chok på niveau med halshugningen af Ned Stark, The Red Wedding og så videre.    

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

I stedet blev det Tyrion der rundede af og desværre med en temmelig forudsigelig hyldest til historiefortællingen: ”There’s nothing in the world more powerful than a good story. No enemy can defeat it.”

Problemet var bare, at han ikke leverede en mesterlig fortælling. Det begyndte i stedet at lugte af morale, og endda en meget forudsigelig en af slagsen, som prædikede, at frihedskæmpere altid ender som ekstremister, at humanister aldrig finder styrke nok til at tage magten og at den desinteresserede, men fornuftige og vidende hersker, er den rette konge.

Kort sagt, en morale, som har fulgt os i næsten hele Vestens historie og som allerede findes fuldt udfoldet hos Platon.

Moralen, som dikterer, at vi for alt i verden bør forblive i den politiske moderation, at vi ikke bør ændre for meget på status quo. Moralen, som forsøger at overbevise om, at folket generelt ikke er til at stole på, netop fordi de har en tendens til at forelske sig i fanatikere og psykopater. Platons ideale politiske forfatning giver netop magten til de vise. Dem, der er så vise, at de kun nødigt vil acceptere, at det er dem, der skal have den tildelt.

Og så står Gajolæskecitaterne i kø:

”Kun den, der ikke ønsker magten, bør blive den tildelt!”

”De farligste politikere er dem, der hævder, at de står for en ny politik!”

”Humanister frygter magten, men mest at alt at tage den!”

Uanset hvor rigtigt det, der står på en Gajolæske er, så formår det aldrig for alvor at være spændende og overraske os, og det er derfor heller ikke nydelsesfuldt at læse.

For at en fortælling kan blive magtfuld, komme i mål med sin hensigt og overbevise med sit værdisæt, så kræver det, at fortælleren selv er overbevist om den gode fortællings kraft.

Ved at fodre publikum med en morale, så blotter man som fortæller, at man ikke selv er overbevist, ikke er villig til at tildele lytteren den vigtigste rolle, som medskaber og fortolker, og ikke har tiltro til at fortællingens samlede hele evner at forklare sig selv.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.