Klumme: I slutningen af sidste uge, var nogle af de mest sprælske danske og internationale hoveder, når vi taler visionære og vitaminrige content-strategier på digitale platforme, samlet som keynote speakers i København. 

De deltog på éndags-konferencen CPH Transform. Nå, der var duikke lige? Du havde alt for travlt, og du har for resten også temmelig travlt lige nu? 

Jeg var der, og jeg har nu tygget og fordøjet de mange levende ord og billeder fra dagen. Så her får du min personlige top tre over de vigtigste pointer fra en række toneangivende aktører, brands og content creators lige nu:

Forbrugerne vil gerne opleve nuet sammen - også digitalt

TV 2 kan tydeligt se det på deres tracking-tal fra Play: Live-streaming buldrer derudaf med (X-)faktor 1000 på de brede underholdnings- og sportsprogrammer. Live i nuet holder stadig. 

Facebook er heller ikke i tvivl: Flere markante nyheder i SoMe-gigantens 2019-toolbox handler om at udbygge de interaktive muligheder i Facebook-live og andre nye realtime features, som brugerne så kan interagere med i micro-netværk af special selected friends - og altså dermed mødes digitalt men uden nysgerrige familiemedlemmer, perifere bekendte og tidligere kolleger, som man alligevel aldrig var og bliver venner med.    

Kropsligheden kommer - også digitalt. Og det bliver vildt

Hvis du troede, det var vildt at koble et par GoPro Hero7-actionkameraer på en styrtløbende snowboarder eller en faldskærmsudspringer i frit fald, så bare vent! I dag kan du nemlig kun høre lyden og se billederne. Deltagerne på CPH Transform fik et sneak peak i laboratoriet hos Red Bull Media House. 

Herfra havde Chief Innovation Officer Andreas Grall medbragt omkuldblæsende eksempler på, hvad der sker med brugeroplevelsen, når man fx udvider lyd og billede med sensor-registrering af hovedpersonens åndedræt, svedafsondring, muskelbelastning, hjerteslag, adrenalinudskillelse, pupillernes udvidelse/sammentræning og hvad man ellers kan finde på. Tilsæt derefter virtual/argumented reality. Det bliver ekstrem-sports-vildt, og det kommer lige om lidt. 

De visionære brands kan selv - uden bureauerne

Da det, der i dag er et af Europas største digitale studier (MediaMonks med HQ i Holland), startede for mindre end 20 år siden, var 4 ud af 5 kunder reklamebureauer. I dag er én ud af 5 fem kunder et bureau, der kom med et færdigt koncept under armen. Resten af produktionerne er direkte for brands. 

Og det bliver værre endnu, i hvert fald for folk, der stadig tror, at den gode, gennemslagskraftige ide automatisk betyder, at de kreative teams stadig er en fredet art i reservatet med bordfodbold, håndtegnede storyboards og (alle venter på) TVC’en som omdrejningspunkt og grundlag for alt det andet. 

Head of Labs hos MediaMonks, Sander van der Vegte, var også i København i sidste uge. Han har baggrund som spiludvikler, og i hans hoved ser workflowet i digital, content-drevet markedsføring sådan ud: 

·     Først den digitale medieplan.

·     Der efter fastlæggelse af de bedst egnede tekniske formater, produktionsmetoder og indholdsgreb i de prioriterede kanaler. 

·     Til sidst de kreative koncepter og ideer, der bedst genererer engagerende indhold, målgruppen kan identificere sig med og gider engagere sig i.