Klumme: Jeg er ikke fan af Disney-ficeringer, men undtagelsen fremmer forståelsen: 

Elefanten og musen er ude at bade. Da elefanten er hoppet i vandet, råber musen fra badebroen: 

- Kom lige op igen.

Elefanten spørger:

- Hvorfor det? 

- Jeg skal bruge min redningsvest, og du har taget min, svarer musen. 

- Satans også, tænker elefanten på vej op, mens han vifter med ørene for at fjerne vandet. 

- Musen burde da vide, at jeg er et truet dyr og har brug for den. Og det bliver værre dag for dag. Klimaforandringerne er ved at tage livet af mig og mine venner. 

Han sukker og kigger sørgmodigt på det smukke baobabtræ, hvor grenene er uden blade. Han tænker videre: 

- Føde kan vi heller ikke finde. Og hvor er fuglene? 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Forleden havde han hørt, om et lille land langt mod nord, hvor 60 til 80 procent af alle insekter, fugle og den vilde natur var ud- ryddet på grund af klimakrisen, skabt af menneskenes livs– og forbrugsmønstre. Måske skulle han alligevel oprette den Facebookgruppe, tænkte elefanten. 

Den gamle han-elefant brød sig ikke om tanken. Han var mere til den gamle form for kommunikation, hvor han sendte subsoniske bølger blot ved at stampe i jorden, og han blev hørt af alle elefanter i flere hundrede kilometers afstand. Men han havde hørt, at i dag skulle man bruge alle kommunikationsmidler, hvis en meddelelse skulle nå så mange modtagere som muligt. 

Elefantens opdatering lød: 

- Vi må gøre noget! Vi har mangel på vand og føde. Og vi lider under de stigende temperaturer. Det lader ikke til, at mennesket har i sinde at hjælpe os og sikre vores livsbetingelser, selvom vi kom til jorden sådan ca. 344 millioner år før homo sapiens. Fra det mindste insekt, til de største dyr i skoven har vi forsøgt at råbe menneskene op, men uden held. Tidligere nøjedes de med at jage os med mas- sive tab til følge, men dét, vi oplever i dag, er langt mere alvorligt, og mange af vores artsfæller er døde på grund af mangel på mad og vand, og os, der er tilbage, kan ikke længere klare de stigende temperaturer. Som det klogeste dyr i skoven indkalder jeg derfor til fællesmøde. Jeg vil på mødet komme med et forslag, hvortil jeg vil bede jer om at tænke over: Er det ikke på høje tid, at vi bygger Noahs Ark version 2.0, så vi kan overleve ”syndfloden”? 

Inden for få minutter modtog elefanten over 346 millioner likes. 

Klimaet har fået nok og gør oprør 

”Syndfloden” er her, og vi har længe kendt til den alvorlige situation. Vi når ikke at realisere Paris-aftalens mål, og CO2-udledninger stiger igen markant, og tallene har aldrig været højere. Vi ødelægger jorden for de kommende generationer, og klimaet har tydeligvis fået nok og gør oprør: Ved at udtørre jorden, brænde skovene af, give os ekstremt vejr og udryddelse af dyrearter. 

Men det er ikke klimaet, der har skabt krisen. Det er mennesker, og derfor er det også os, der må tage kampen op på klimafronten og skabe en klimakonsensus, ellers går vi vores egen undergang i møde. 

Gennem historien har befolkningsgrupper vist, at når ”nok var nok”, stod vi sammen og fik gennemført store og livsnødvendige samfundsændringer gennem for eksempel revolutioner, som den franske i 1789, og arbejder- og kvindebevægelsen, som har præget de sidste århundreder. 

Resultaterne af bevægelserne har været øget velstand og udvikling. Men det kom ikke af sig selv eller uden store tab, nederlag og afsavn hos de kæmpende på begge sider. Gennem kampen/processen blev der skabt en gensidig accept af modpartens krav. Og inden for rammerne af et ”partnerskab” fik man udviklet et mere bæredygtigt samfund med forbedrede livsvilkår, end det man tidligere havde. 

Men sådan et partnerskab er det endnu ikke lykkedes at få skabt i forhold til at redde planeten og klimaet, selvom den trussel, vi står over for, er langt større end de tidligere udfordringer som revolutioner og verdenskrige. Partnerskabet mellem jorden og de levende, de døde og de endnu ufødte, mellem jorden og beslutningstagerne er vores eneste håb, hvis vi vil give fremtidens børn et liv på jorden. 

Det betyder, at der skal en omvæltning til, der vil påvirke vores produktions- og forbrugsmønstre og på måden, som vi bor, arbejder og lever på. Vi skal gøre det nu, hvor vi endnu har en chance for at lægge vores liv om, for ellers gør klimaet det for os på den barske måde! 

Det satans liv 

Hele vores produktionsapparat og vores måde at bevæge os rundt i verden på vil blive forandret radikalt. Vi har vænnet os til at kunne rejse frit rundt i verden og har spist den mad, vi havde lyst til og drukket i lange baner. 

Vi har ført et liv, som de fremtidige generationer kommer til at misunde os. For de vil opleve et andet samfund, som er mindre frit, og hvor alle behov ikke kan opfyldes. 

Til gengæld kan vi få en tilværelse med større sammenhængskræft, og hvor meningen med ”det satans liv” bliver tydeligere, fordi vi hele tiden må prioritere. I kølvandet vil følge færre livstilssygdomme og flere fællesskaber, for vi bliver afhængige af hinanden og dermed mindre individuelle. 

Der vil ske en omfortolkning af, hvad goder er, og hvilke rettigheder man har. Og vores politikere vil få en ny agenda, som kommer til at fylde hele den politiske palet. Marketing- og PR-bureauer vil opfinde kampagner, og nye buzz words vil ramme vores medier. 

Vi er i gang med at forandre vores vaner. Farmand får skældud af sin teenagedatter, hvis han forsøger at smække en lækker klump oksekød på Weber-grillen. Og det er ikke længere så hipt at tage den store jordomrejse for rejsens skyld, kun hvis den kombineres med et stop i et udviklingsland, hvor man arbejder med socialt eller bæredygtigt arbejde. 

Rejser og mad skal have stor opmærksomhed i klimakampen, men vi taler ikke meget om udslippet dér, hvor vi lever og bor. 

Fakta er, at mere end 30 procent af C02-udledningen kommer fra byggeriet, og 40 procent af verdens materialeforbrug går til byggerier. 35 procent af verdens affald kommer fra nedrivninger af bygninger. Her er plads til forbedringer (kilde: Mette Quist, direktør for Green Buildning Denmark). 

Fremtiden vil kræve langt mere af os end de tidligere omtalte historiske kampe. For det, vi skal i gang med, er modsat af alt, hvad vi tidligere har prøvet. Vi skal opgive individuelle rettigheder og goder, som vi holder af og betragter som en naturlov for at sikre de kommende generationers livsmuligheder på planeten.

Men modsat de tidligere ”kampe”, hvor de, der gik forrest også selv fik en del af forbedringerne, skal man nu kæmpe for resultater, der først viser sig langt senere. Det bliver ikke nemt for nutidsmennesket, der lever for og efter at være ”on” 24/7. 

Vores kloge hanelefant vidste, at skal arten overleve, må han bruge millioner af års indlejrede erfaringer og overlevelsesinstinkter. Det er også, hvad vi skal gøre. Vi skal slå på alle nutidens SoMe-jungletrommer, før det er for sent. Vi skal kæmpe for vores efterkommere og for vores smukke planet. Af gode grunde kan de jo ikke gøre det selv. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.