Klumme: Som marketingansvarlig og med en grøn indstilling, så stiller jeg mig selv spørgsmålet: Hvad kan jeg markedsføre som miljø- og bæredygtigt, og hvornår er det i orden at gå bredt ud med budskabet?

Jeg vil så gerne fortælle omverdenen, at også min virksomhed er med til at gøre en forskel. Jeg ved, at det skaber stolthed blandt mine kollegaer og viser vores kunder og samarbejdspartnere, at vi vil gøre en forskel i vores branche.

Men hvornår er det ok at kommunikere tiltag på bæredygtighed?

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Jeg kan jo ikke lade være også at se på de mange andre tiltag, vi burde gøre, og som vores kunder kan pege fingre af vi ikke gør… endnu. Jeg tror, at rigtig mange marketingansvarlige står i denne situation p.t.

Hos os har vi netop meldt ud, at de gratis plastikposer udfases over de næste fire til seks måneder. Til gengæld tilbyder vi nu genbrugsposer, spande og gratis papkasser.

Men hvad med de bæredygtige tiltag vi ikke lige har gjort noget ved, eller hvor vi godt ved, at der kommer til at gå en længere periode? F.eks. de poser, som vores leverandører pakker deres varer i eller de plastikkopper kunderne kan købe i vores butikker.

Der er mange ting, vi kan gøre for at arbejde med en mere bæredygtig hverdag, og det er langt fra alle, der er lette at gå til. Men min holdning er, at ved at starte et sted, så er vi i gang.

Det er ok, at der kommer spørgsmål, vi ikke lige kan besvare, og jeg tror på, at ved at involvere både kunder og medarbejdere i processen, så kommer der mange gode ideer frem, store som små, som kan være med til at få fokus på bæredygtighed, og at det skaber en forståelse for, at alle har og skal tage et ansvar.

Så ja - det er min holdning, at der ikke skal være en 100 procent gennemarbejdet plan. Agilitet og muligheden for at tilpasse tiltag, som vi undervejs bliver udfordret på, er vigtige for ikke at gå i stå.

Dette er ikke det samme som, at vi uden moral kan markedsføre alt som bæredygtigt, men det er mit opråb om at komme i gang med at eksekvere og snakke bæredygtighed i organisationen.

Ved at spise elefanten i mindre bider, så kan vi markedsføre de tiltag, vi kommer frem med og eksekvere dem løbende. Dette bidrager til at holde bæredygtigheden i kog og hjælper os med have budskaber at kommunikere – med god samvittighed.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.