Klumme: Alle elsker en underdog, og helt fra bibelsk tid har historien om David og Goliath indoktrineret os til at heppe på den lille fyr. Årets David i dansk fodbold var Lyngby Boldklub, der trodsede alle odds og vandt både en plads i fodboldens og de sociale mediers Superliga.

Jeg kan ligeså godt starte med at sige det, som det er. Når det kommer til dansk fodbold, er jeg farvet. Ikke bare er min chef dedikeret fan af Lyngby Boldklub – han er også en del af klubbens ejergruppe, Friends of Lyngby. Og jeg selv har også haft min storhedstid på Lyngby Stadion. I 7. klasse startede mig og min klassekammerat en officiel Lyngby-fanklub - komplet med underskrevet kontrakt og strenge regler. Godt nok var vi kun to medlemmer, men stadig.

Som jeg blev ældre, svandt interessen for Lyngby Boldklub, og i dag følger jeg ikke meget med i dansk fodbold. Men min fascination af klubben fik alligevel en revival i foråret. Og hvis jeg tager fodboldbrillerne af og mine kommunikationsfaglige briller på, tror jeg godt, jeg kan forklare hvorfor.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

For mens Lyngby Boldklub gennem sæsonen kæmpede sig fra bunden af 1. division til en plads i Superligaen, var det ikke kun på banen, de viste gode takter. Holdet gik nemlig også i offensiven på de sociale medier og udnyttede den feststemning og lokalånd, der for alvor opstod tilbage i 2018, da en gruppe af private, lokale investorer reddede klubben fra konkurs.

På meget uformel og budgetvenlig vis har Lyngby Boldklub lige siden dokumenteret klubbens rejse og givet fansene mulighed for at følge ikke bare holdet, men også hele Lyngbys bagland af borgere, forretninger, sponsorer og tidligere spillere.

Hvis du er reddet af folket, er der ikke plads til stjernenykker, og hvis du har været tæt på konkurs, er der ikke budget til kostbare filmproduktioner og annonceindrykninger. Så du må bruge, hvad du har til rådighed, og netop dét gjorde Lyngby Boldklub klogt i.

Med humor, journalistisk vinkling og håndholdt on-the-go video lukkede de deres fans ind i bag kulisserne i klubben, og fortalt historien om alt det, det foregår rundt om en 1. divisionsklub.

På Facebook og Instagram mødte man gamle obskure spillere, der sendte hilsner (jeg husker John Bradley August!), lokale forretningsdrivende, der opfordrede til støtte, og der var intime øjeblikke fra omklædningsrummet og fra træningsbanen. Det var upoleret, lidt tilfældigt… Og meget ægte.

KLubbens SoMe-strategi var tydeligvis at udkomme med relevante, hurtigt klippede videoer uden noget budget, uden produktionsfolk og uden filter. Og måske kan marketing-folk lære noget af denne blåhvide guerillastrategi.

Ikke blot har strategien givet mig lyst til at genåbne min meget eksklusive fanklub - den trak også tilskuerrekorder på stadion, skabte opmærksomhed hos skolebørn og folketingspolitikere, og den satte ansigter på klubben, men også virksomheden "Lyngby Boldklub". Og det var ikke lykkedes med traditionelle medier - hverken narrativt eller rent budgetmæssigt. 

I stedet for at bruge ressourcerne på at booste posts, brugte de kræfterne på at finde dem, hvis hjerte banker for Lyngby. Og med navne som tidligere Lyngby-spiller Yussuf Poulsen, snobben Fritz fra Rytteriet, Erann DD og den lokale sognepræst var der masser af værdifuldt content.

I ugerne efter den første afgørende kampe mod Vendsyssel nåede Lyngbys sociale medier ud til over 500.000 unikke brugere. Et reach, der matcher Superliga-klubber som Brøndby og AGF med henholdsvis cirka ti og fire gange så mange følgere. I kommunikationsbranchen taler man tit om employee advocacy, men her kan man nok nærmere tale om en form for people’s advocacy, der fik Kongens Lyngby til at boble med begejstring.

Lyngby vandt ikke blot playoff-kampene og sikrede sig oprykning – de vandt også i disciplinen SoMe, og det bliver spændende at se, om de holder fast i de gode takter, når det allerede i juli hedder Superliga – både på banen og online.

Herunder kan du se et par eksempler på de film, der fik aktiveret lokalområdet og var med til at trække tilskuerrekorder i de sidste kampe.

Play-off hilsner fra hele Lyngby – Erann DD, snobben Fritz, Yussuf Poulsen, Michael Lumb og lokale erhvervsdrivende m.fl.

Hilsen fra den tidligere Lyngby-profil John Bradley August

Sejrsråbet efter den overraskende tredjeplads, der sikrede to play-off kampe mod Vendsyssel

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.