KLUMME: Vi accepterer hele tiden overvågning. Med en tommelfinger eller et hurtigt højreklik. Og de (og hvem er de?) er så venlige, at de spørger først eller i det mindste gør opmærksomme på det. Det bliver dog hurtigt til et irritationsmoment. 

”Ja, jeg accepterer alle Cookies og lover at leve med dem i medgang og modgang, til døden os skiller.”

Men hvad er det for en overvågning, der så åbenlyst foregår af os alle, dag ud og dag ind? 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER - KLIK HER.

Jeg forstår konstruktionen. Ved at registrere mine clicks, mine internetvaner og mine whereabouts bliver jeg til en profil og en del af en gruppe, så man lettere kan målrette alt mellem himmel og jord til mig. Det er vel en service?

Jeg slipper for dumme reklamer og artikler jeg aldrig gider læse, bliver tilbudt bøger eller oplevelser, som lige præcis passer til mig. Jeg beriges, samtidig med at firmaerne beriges. Der er en win-win-situation.

Så hvad er problemet?

Marketingsovervågningen forudsætter først og fremmest, at jeg ved, hvad jeg vil - og at jeg ved, hvad jeg vil have. 

Præmissen er, at jeg accepterer cookies, fordi jeg gerne vil have mere, at jeg befinder mig på sider, hvor jeg er en potentiel køber eller selv mener, jeg hører hjemme. 

Men virkeligheden for min færden er en anden. Meget netsøgning er jo desværre spildtid eller guilty pleasures. Tag f.eks. nutidens nye porno: Boligmarkedet.

Folk kigger på boliger som aldrig før, og det ses tydeligt i udbuddet af boligprogrammer på de danske kanaler. Hammerslag, Kender du typen, Fra skrot til slot og Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. 

Man kan også tage til Åbent Hus i weekenden og flere par gør det i stedet for gåtur, brunch eller andet afslapning. Tre boliger hver anden søndag. 

Den største platform er dog nettet. Der giver boligsiderne mulighed for at kigge ind i folks hjem, se hvordan de har indrettet sig og passet haven og egentlig også lidt om, hvordan deres økonomiske situation ser ud i forhold til, om de har sat prisen højt, er villige til at gå ned i pris eller har god tid og bare venter. 

Problemet for marketingsovervågningen er, at langt størstedelen slet ikke vil og burde kigge på boliger. De kigger ikke på villaer langs Strandvejen, fordi de er potentielle købere. 

De er der for at snage, håne, drømme om et andet liv eller simpelthen liste sig en tur ind til naboerne. 

Reklamerne, der følger på grund af dataindsamlingen, bliver dermed en påmindelse om vores hemmelige tendenser, men egentlig også, fra firmaernes side, penge lige ud ad vinduet. 

Vi bliver mestre i at ignorere reklamerne, fordi vi ikke kan lide at se dem og blive konfronteret. Vi ser dem først når kæresten sidder ved siden af: “Hov, hvad var det der poppede op der? Mærkeligt!”

Et andet problem er, at overvågningen er så bred, når den propper os i kasser. Det er det stik modsatte af, hvad man har lyst til. 

Markedsføring handler om forførelse, om at få kunden til at føle sig særlig. Det handler bestemt ikke om at råbe sin kunde i hovedet: ”Du er en mand i 40’erne, du må være interesseret i Viagra og sportsvogne.” Man kunne lige så godt kalde kunden for taber. 

Argumentet for denne type markedsføring vil være, at det blot handler om at forfine algoritmerne nok, så man kan præcisere lige netop, hvad det er den enkelte efterspørger. Men dermed overser man noget fundamentalt i forhold til, hvad der kendetegner menneskeligt begær. 

Vi søger hele tiden noget, men der findes ikke en præcis ting, der kan opfylde vores behov og en gang for alle tilfredsstille. Vores behov er hele tiden utilfredsstillet, fordi vi ikke ved, hvad vi vil. 

Der er ikke en kerne dybt inde i mig, hvor jeg har mit mest klare ønske for det, jeg gerne vil have og opnå. På det sted er der kun tomhed og fravær. Det som markedsføring traditionelt har været gode til, har været at bidrage med erstatningsprodukter.

Ting som man som begærsvæsen/forbruger kan anskaffe sig og dermed for en stund få opfyldt sine mangler eller skjule lidt af tomrummet.

Det pinlige for et begærsvæsen er ikke, ikke at kunne få det man vil have. Det er derimod den ydmygende erkendelse af, at man ikke for alvor er i stand til at ville noget.

Vi kigger ikke på huse, fordi vi gerne vil have det hus, vi kigger på, men fordi vi gerne vil have styr på vores eget begær. “Om ikke andet kan jeg da være sådan en, som kigger på huse.”

Men hvis man i stedet for at sige: “Her er det, som du kan begære,” sådan som markedsføring traditionelt har gjort det, siger: “Her er det, som du i virkeligheden begærer, uden at du er klar over det,” så har man opskriften på et overgreb.

“Du vil jo gerne! Du tror, du siger nej, fordi du ikke vil, men jeg ved bedre - og nu viser jeg dig det!”

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER - KLIK HER.