KLUMME: Jeg er en sucker for julereklamer. Særligt de engelske. For julen er englændernes svar på amerikanernes Super Bowl, og der bliver skruet fuldt op for musikken, fantasien og følelserne, når kongerigets førende brands kæmper om juleshoppernes gunst. 

Vi har allerede fået flere flotte film i år: Sainsbury’s med et klassisk Charles Dickens eventyr; Visa, der slår et slag for de små handlende med en gribende musical og ikke mindst M&S med en fejende flot og vildt morsom dansefilm

Men det er John Lewis’ julefilm, vi ser frem til hvert år. De er Kongen af Julefilm og har leveret en perlerække af julebaskere de sidste mange år. Monty the Penguin (2014) står stadig som en af nyere tids bedste reklamer. Basta.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

De går skamløst efter følelserne. Vi skal helst tude lidt hver gang.

Tag gamle film som The Long Wait (2011) og The Journey (2012). De er rene tårepersere. Med et altid sublimt musikvalg. Sange af The Smiths, Guns N’ Roses og Frankie Goes To Hollywood er blevet forvandlet til smagfulde julesange i deres film. 

John Lewis skuffer

Derfor er det ikke underligt, at der altid er store forventninger til årets John Lewis film. Desværre bliver de ikke indfriet i år.  

Årets film er ellers flot og har mange af de klassiske John Lewis-kendetegn: Et nuttet kæledyr, et sødt barn, der går sine egne veje og et smagfuldt soundtrack. Der er ikke sparet på noget. 

Vi er i et sneklædt eventyrland. En lille pige med rødt hår er bedste venner med en sød drage. Men landsbyen kan ikke lide den klodsede drage, der konstant sætter ild til et eller andet. Heldigvis redder den lille pige både dragen og den gode julestemning. 

Sødt og charmerende, men ikke rigtig gribende eller vedkommende. For man kan ikke genkende sig selv i historien eller situationen. Der går Shrek i den og John Lewis glemmer, at deres bedste film altid handler om os selv. 

I år handler det bare om en klodset drage. 

Det værste er, at slutningen er flad. Den store forløsning udebliver. John Lewis-film har næsten altid en overraskende og uventet afslutning: et stort aha-øjeblik, hvor tårerne kan få frit løb. Det twist bliver vi ganske enkelt snydt for i år.

Argos redder julen

Det er ikke John Lewis, der redder julen i år.

Det gør postordrefirmaet Argos til gengæld. Deres film har alt det, man ikke vidste, man ønskede sig af en julefilm: et af 80’ernes bedste rocknumre, en far og en datter, der trommer  om kap og en kæmpebamse, der stage-diver…

Igen er det musikvalget, der løfter filmen til uanede højder. At genopdage Simple Minds’ “Don’t You Forget About Me” er ganske enkelt genialt. For det er en sang, der handler om at huske den man var som barn. Og det er netop det, faderen i filmen gør, da han finder ud af, hans datter ønsker sig et trommesæt. 

Filmen rammer lige i hjertekulen. Jeg føler mig set og genkendt. De fleste reklamer handler om børnene og deres glittede drømme. Men Argos’ film handler om faderen. Og han drømmer selvfølgelig om at spille på trommer sammen med sit barn. Og hvilken far gør ikke det? 

Et godt musikvalg, en stærk indsigt og en sublim eksekvering. Så er julen er reddet.