KLUMME: For få år siden var det moderne at bashe de såkaldt traditionelle medier for deres sløvsind. Twitter var fx hurtigst til at sprede budskabet om Whitney Houstons død.

Hele otte minutter før mainstream-medierne. Som dermed – måtte man forstå – for alvor havde spillet fallit. Og sandt er det, at de sociale medier har en enorm kraft, når det gælder om at komme hurtigt ud over rampen.

Med videndeling i forbindelse med katastrofesituationer, live updates fra enhver stor eller lille begivenhed, venligst bragt til dig fra alle og enhver med en telefon og en internetforbindelse – eller øjeblikkelig spredning af nyheder om kendis-dødsfald (også dem, der viste sig stadig at være i live), trafikuheld på Ring 3 eller nedfaldne køreledninger nord for Ny Ellebjerg Station.

LÆS OGSÅ: VÆRDIEN AF IKKE AT PISSE FOLK AF

Sandt er det også, at de traditionelle medier for få år siden tog et valg om at gøre alt, hvad de kunne for at kompensere for det tempo, de ikke selv kunne levere.

Kunne man ikke overhale, kunne man i det mindste ligge på hjul. Og dermed opstod en journalistisk kategori, som groft sagt bestod i at spejle indholdet på sociale medier – helst så real time som muligt.

”Kilder på Facebook fortæller nu om to gerningsmænd”, blev en helt legitim sætning i Breaking-fladen. Tempo blev et mantra – og er det endnu. Men med øget fart stiger risikoen for ulykker. Ikke kun for journalister, som risikerer at formidle nyheder, de senere må korrigere.

Men også for politikere og virksomheder er der risici forbundet med det høje tempo. En udbredt én af slagsen er at lade sig forføre til hurtigt at mene eller gøre noget på baggrund af hastigt opståede folkestemninger.

Som når man lidt forhastet tager stilling den ene eller anden vej i en sag om højrøstede gymnasieelevers eventuelle møntkast og mishagsytringer – på baggrund af varierende meldinger på tværs af sociale og traditionelle medier.

Eller når et storcenter prompte fjerner en statue af Michael Jackson pga. risikoen for kritik – for så at sætte den pænt tilbage igen, når modvinden rammer dem i ansigtet i form af vrede Jacko-fans i koordineret dans.

LÆS OGSÅ: FEM GRUNDE TIL AT FEJRE FACEBOOKS FØRSTE 15 ÅR

Ofte er shitstorms på de sociale medier mere storm end shit. Problemet er, at tempoet gør det svært at skelne det ene fra det andet.

Hvilken virksomhed tør vente på at få afklaret, om de mange mennesker, der tilsyneladende har et problem med den dér ene vare på hylden, mon er repræsentativ for en generel holdning blandt kunderne?

Eller om det bare er en fis i en hornlygte – velvilligt viderebragt af tabloide medier med sans for historier om kritiske forbrugere i kamp med storkapitalen.

Og hvor mange politikere har modet til at sige, at enkeltsagen, som fylder mediefladen og feedet, trods alt ikke er så vigtig, at man ligefrem bør lovgive yderligere? Og gentage det på det hurtigt indkaldte samråd?

Svaret er nok de færreste.

LÆS OGSÅ: PR-PROFIL: DETTE IRRITERER MIG MEST PÅ LINKEDIN

Men måske er der nye tider på vej. De seneste par år har jeg personligt oplevet flere eksempler på virksomheder, der i forbindelse med krisesager har undgået at falde for den fristelse det er at føje den umiddelbare folkestemning.

Som har haft modet til at sige: ”Vi har taget et valg, som vi mener er det rigtige, og det står vi på mål for”. Og som har erfaret, at eftertanke og klar besked også har et muligt publikum blandt kunderne.

Og måske er udviklingen hjulpet på vej af selve de sociale medier, som oplever et massivt pres for at eliminere tvivlsomme nyheder og falske profiler. Og derfor selv har en interesse i at sætte tempoet ned.

Måske er vi på vej et sted hen, hvor vi gerne venter otte minutter på, at nogen får bekræftet, at det vi læser, rent faktisk har rod i andet end en flygtigt opstået stemning.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.