KLUMME: Det er min tredje dag her på Nordre Fasanvej, og vi begynder på redaktionen nu at arbejde på en lidt anden måde. Vi skruer således tempoet lidt op, så det daglige flow bliver styrket.

Vi er ikke og skal ikke være en nyhedsmotor, der pumper 100 artikler ud om dagen.

Alligevel har vi på redaktionen givet hinanden håndslag på, at vi fra morgenstunden skal have nye varer på hylderne. Det samme er tilfældet ved frokosttid og senere på eftermiddagen.  

Og hvad er det så for varer, vi vil tilbyde? Der er groft sagt tre ben, vi skal stå på: Navnestof, nyheder og debat.

Vi vil være stedet, hvor navnestoffet har det bedst. Vi vil være først med de nyheder, som vi ved interesserer jer derude. Og vi vil - som jeg skrev i min seneste klumme - styrke debatten.

I forlængelse heraf: Tak for de gode bud på debattører, der er havnet i min indbakke! Og har du ikke fået trykket på send-knappen endnu så fortvivl ikke. Du kan nå det endnu.

Tilbage til det daglige flow: Konkret har vi i dag blandt andet publiceret historierne om den erfarne kreatør, der står bag en ny Greenpeace-film, historien om den danske influencer, der, udover at være ansigt på en ny Norwegian-kampagne, har været inde i maskinrummet og været med til at udvikle kampagnen.

Vi har publiceret historien om pioneren Nicolai Stahl, der torsdag fylder 50 år, historien om fire bureauers samarbejde og den utraditionelle produktudvikling, som bureauet Fireball står bag.  

Det har givet sitet en friskhed, synes jeg. Og det har forhåbentligt også givet jer derude noget at tænke og over tale om. Og i morgen? Der gør vi det igen…

Har du en god ide, et input, en skæv tanke, et spørgsmål eller noget helt femte, så vil jeg blive glad for at få en mail fra dig - skriv til: ufo@markedsforing.dk.