KLUMME: ”Vi vandt kunden xxx i dag, og det fik jeg sgu lige lyst til at blære mig med”, sagde ingen på LinkedIn nogensinde.

Eller – det sagde en hel del jo faktisk. Bare aldrig med de ord, selv om budskabet oftest er præcis det samme.

De sociale medier – og særligt LinkedIn – er fyldt med opdateringer, som har til formål at male glansbilleder, pleje personlige brands og booste cv’er.

Men dét ærinde skal man helst ikke nyde noget af at få skudt i skoen, så tingene bliver pakket pænt ind.

Oftest i overspillet ydmyghed og distancerende selvironi.

Jubii, jeg skal i TV

”Go’ Morgen Danmark har været så letsindige at invitere min ringe person i studiet og kommentere på kongefamiliens brand”, er den fesne oversættelse af ”YES (mor)– jeg skal i fjernsynet”.

Mens det nye job bliver præsenteret som ”…et spændende skridt videre, som jeg går til med stor ydmyghed”.

Det er garanteret sandt – men næppe helt dækkende for hverken følelsen bag eller formålet med opslaget. Men ”jeg fik sgu det job, jeg lagde mange kræfter i at søge” holder åbenbart ikke. Særligt fordi ingen tilsyneladende søger jobs, men får dem tilbudt og ”…bare ikke kunne sige nej til den store udfordring”. 

Ananas i egen juice

En anden klassiker er ”advarsel: Ananas i egen juice”. Hvilket er bullshitsk for: ”Jeg er bare så glad for den nye kunde/award/frokostordning, men jeg vil ikke helt stå ved min stolthed.”

Men hvorfor har vi så svært ved at få det over vores læber, at vi egentlig bare har lyst til at dele, hvor fedt, (arbejds)livet har behandlet os for nylig?

Hvorfor løber vi fra det faktum, at et billede af ens M-liste-brev eller DDA-nominering pr. definition ikke er et udtryk for ydmyghed, uanset hvor meget vi bruger netop dét ord om handlingen?

Jeg tror, vi pakker det ind af frygt for, at andre skal tænke, at man da må have en sølle karriere, hvis dét job er lykken. Eller hvis dén kunde skulle være noget særligt. Og hvem har ikke vundet en award nu til dags..?

Hvem tør at prale?

Og vi pakker det ind, fordi det helst ikke skal lyde som om, vi har et ærinde med vores navlepilleri – men blot bedriver almindelig oplysning og opdatering. For almenvellets skyld, forstås.

Jeg savner nogen, der tør bryde dødvandet.

Nogen, der uden frygt for ry og rygte deler ægte (selv)glæde og de sande drifter. Jeg savner erstatninger for alt det stolte, ydmyge ”nyt fra kontoret”, som efterhånden fylder lige så meget på LinkedIn som falske Steve Jobs-citater.

For gu’ har vi da lyst til at prale, når vi gør noget fedt eller oplever succes.

Og så for en god ordens skyld: Hvis nogen skulle være fristet af at rive tæppet væk under budskabet ved at google undertegnedes egne bedrifter udi professionel humble bragging, så kan jeg spare vedkommende nogle klik: TV 2-citatet ovenfor er således mit helt eget… Jeg er skyldig.

Det gør det bare ikke mindre forlorent.