KLUMME:

"Sagt enkelt: Vi beskriver eller formidler ikke længere magten. Vi er den. Det forpligter – mere og mere."

Der bliver sagt rigtigt meget om kommunikationsbranchen af kommunikationsbranchen i disse dage. Som den ovenstående tanke, delt af Kresten Schultz Jørgensen til branchemediet Bureaubiz.

Et citat som ved en nærmere overvejelse nærmer sig virkelighedsfjern idioti - intet mindre: At kommunikationsfolkene har magten i samfundet?

Egentlig er Falck-skandalen mindre foruroligende i sig selv, end at se en række af branchens topfigurer slæbe rundt med denne slags selvforelskede synspunkter.

En anden tåbelig holdning, som Esben Højlund fra Advice udtrykte i TV-Avisen i sidste uge i et interview om sagen, er, at en sag kan være i "offentlighedens interesse" (og at der så gælder andre regler, end hvis man blot kæmper for kundens interesse).

Vær dog ærlig

Hvis man som bureau-mand mener, at det man laver, sker for the greater good, skal man da man lade være at fakturere.

Og hvis noget skal "afsløres", ja, så må man gå til medier, politi eller politikere med sin sag. Esben bør bare være ærlig med, at han fakturerer og tænker på sin virksomheds bundlinje.  Det er faktisk en helt ærlig sag.

Men naturligvis ikke så sexet som at besidde “magtfulde redskaber.”

I fredags, i Mennesker og Medier på P1, kunne man høre Sune Bang hævde, at der ikke findes en virkelighed, kun de virkeligheder som kommunikationsfolk skaber. En rimelig vild udtalelse, som hiver os et par århundreders filosofi-historie tilbage.

Mon ikke regionerne og Falcks ledelse i dag er lidt uenige i den betragtning? Sune Bang er i øvrigt også her i Markedsføring selv-fascineret af et “håndværk, der er så magtfuldt og effektivt som kommunikation.”

Common sense eller etik?

Det er svært at vide, om opblæste tanker som ovenstående skyldes almindelig narcissisme, midtlivskrise hos den gennemsnitlige senior-kommunikatør eller noget helt tredje. Syrede er de i hvert fald.

Falck-sagen er vigtig og debatten er reel nok. Men udtalelser som ovenstående viser, at det er selvopfattelsen, og ikke mangel på etiske regelsæt, den er gal med i kommunikationsbranchen.

Regelsættet findes, og det har det altid gjort. Uanset den enkelte kommunikationsvirksomheds medlemsforhold i det eksploderende antal brancheorganisationer, så kender alle i branchen det.

Det er nemlig common sense. F.eks. ved de fleste femårige, at man ikke må lyve. Det ved 50-årige kommunikationsrådgivere også godt, selv uden at have etiske regler ved hånden.

Vores rolle er enkel

Vores rolle som kommunikationsrådgivere er lige så enkel som advokatens. Vores klient har en specifik interesse.

Den får vi et honorar for at kæmpe for. Vi kan bruge snuhed, manipulation, magt, forførelse eller simpelthen håbe på omverdens ørenlyd for fornuftige argumenter. Det sidste oplever man af og til at komme meget langt med.

På den anden side står vores klienters modstandere, hvad enten det er konkurrenter, dele af offentligheden eller det politiske liv. Og de har ligeledes rådgivere på deres side.

Det er et meget enkelt spil om magt, og kommunikationsrådgiverens rolle i det spil er helt klar: At rådgive klienten og tale deres sag så godt som muligt.

I det øjeblik, at rådgiveren føler sig større og vigtigere end klienten og hans interesse, går det helt galt. Og det er en sygdom, som har bredt sig i branchen og offentligheden.

Spindoktorer og akademikere

De sidste to årtier har der udviklet sig to markante tendenser i branchen og dens selvforståelse.

Den første er fascinationen og mytologiseringen af den grå eminence og spindoktoren, ikke mindst inspireret af den politiske rådgiver.

Her stræber man efter det snu og brutale træk som vender og vinder spillet. Der går der en lige linie fra Michael Kristansen og Michael Ulveman til Littlefinger i Game of Thrones.

Og hvem vil ikke gerne være en mytologisk iscenesætter, der får verden til at gyse, når ens skikkelse anes bag talsmanden i kameraets lys?

Den anden tendens er den akademiserede og idealiserede tilgang til kommunikation, som universiteterne desværre har fremdyrket.

Det startede for ca. 15 år siden, hvor man på bureauerne fik ansøgninger fra unge mennesker, der rent faktisk havde skrevet specialer om, hvordan “kommunikatører” kunne hjælpe med at skabe “forståelse” mellem virksomheder og deres “stakeholders”, i et slags socialdemokratisk idealkapitalistisk paradis.

Falck fanget i en perfekt storm

Det virker som om, at gruppen af rådgivere omkring Falck har ladet sig slynge rundt i en perfekt storm af begge tendenser: Vi er snu manipulatorer, som kæmper i det godes tjeneste. Derfor må og kan vi alt.

BIOS er jo rå spekulanter (sikkert sandt), mens Falck næsten er en slags fagorganisation og en integreret del af velfærdsstaten (næppe særligt sandt).

Men altså: Vi kommunikationsfolk er blot som advokater, samuraier, lejemordere, taxachauffører, daglejere .. kald det hvad man vil.

Vi arbejder på vegne af dem, som betaler os. Vi tjener deres interesser og ikke almenhedens. Og det skal vi naturligvis være ærlige med. Ligesom advokater og alle andre ovennævnte hæderlige faggrupper.

Det var netop det, som de ikke kunne finde ud af i Falck kampagnen.