Klumme: Otto ligger i sin seng med vidt åbne øjne. Det er længe siden, at hans mor gik efter godnatlæsningen i den nye bog om havet, der forsvandt. Selv om han er træt, kan han ikke falde til ro. Billedet med havfruen, der var fanget i plastik snore, bliver ved med at dukke op i hans hoved. Ovre på hylden står der bøger med trolde og monstre, men dem er han ikke bange for. Han ved godt, at de ikke findes. Han er trods alt 5 1/2 år. 

Men havfruen og hvalen, der ikke kan svømme fordi havet er forsvundet gør ham rigtig bange. Det er nemlig ikke et eventyr. Det er ved at ske. Rigtigt! For alvor!

Hans lillesøster, der kun er 4 år, græd lidt, da hun så tegningen af mågerne, der var fanget i en plastikstrip. Til sidst fik hun lov at sove inde hos mor og far. Han forstår ikke helt det med at havet forsvinder, for ovre hos Viggo havde Viggo's far læst en bog, hvor jorden blev oversvømmet af vand. Viggo's far sagde, at han skammede sig over, at gi' jorden videre til sine børn. Og hans egen mor sagde, at nu var det også slut med at spise kød, fordi køernes prutter er farlige.

Morfar siger, at det er rigtig nok, at der er nogle problemer, men at det skulle han, Otto, ikke gå og være bange for. Det skulle de voksne nok få løst, før han selv blev voksen. Og selvfølgelig skulle de da have frikadeller i aften, for griseprutter er ikke så farlige. 

Han kunne godt lide at være hos morfar...

De største problemer på de mindste skuldre

Indtil nu har der været en nogenlunde logisk fordeling af bekymring i en familie, baseret på hvem man var, og den rolle man havde.

Men nu har en masse store internationale virksomheder bestemt sig for at børnene, som i forvejen har et ekstremt følsomt sind, også skal aktiveres i miljøbekymringerne. En sag, som de faktuelt ikke kan gøre en skid ved, ud over at være bange.

Der er vel ikke en virksomhed i dag, der ikke reagerer på befolkningens bekymring nr.1 og leflende står i kø for at få en andel i at redde miljøet.

Nogle gør det ved at ændre adfærd som f.eks. Carlsberg, der lancerer en ny måde at lave six-packs på. Uden plastik. Det er jo noget, der ændrer en virkelighed radikalt mere end en børnebog.

De ødelægger bare sympatiskabelsen og åbenbarer deres økonomiske grådighed, ved stik i mod 'bryggerens' kodex, at tage patent på udviklingen for at skabe en konkurrencefordel, fremfor at gøre verden til et bedre sted, ved at dele ideen.

Andre, Volvo og Ørsted, er mere udspekulerede. De ved, at kommunikation om hvad de gør for at hjælpe miljøet, ryger direkte i det mentale spamfilter hos de fleste voksne.

Derfor kommer ideen med at kommunikere igennem de ubeskyttede følsomme børn på bordet. Lad os få forældrene i tale ved at gøre deres børn bekymrede. Så køber de måske vores bilmærke. Pludselig fremstår deres 20% besparelse på plast i produktionen som en helgengerning. Det er nu ellers godt nok længe imellem, at man ser en Volvo ligge og skylle rundt i strandkanten. Der er ingen logo i Volvos bog, men et sekscifret P.R. og SoMe budget, klarer den del.

Problemet er bare, at vores børn i forvejen lever et liv fyldt med frygt. Mere end 10% af vores børn under 8 år slås i dag med svære angstproblemer.  Som jeg har kunnet google mig frem til, er rangordenen i børnenes bekymringer:

1.    Familiens økonomi 

2.    Mobning i skolen

3.    En far der drikker for meget

4.    Skilsmissefrygt

Nu skal de så også kæmpe med en bekymring om en verden, der måske slet ikke er der, når de vokser op. Det kan da kun føre til en depression.

Kigger vi på deres ældre søskende, så lider 25% af de unge i de store klasser og gymnasiet af depression, angst eller stress på et diagnostisk niveau. Det er en stigning på 300% på 10 år. Og der er vel at mærke tale om det vi kalder ressourcestærke unge. 

Det er et almindelig kendt psykologisk fænomen, at frygt skaber handlingslammelse. Måske skulle vi prøve med 'håb', og et par eventyr der ender godt, i stedet.