Hvorfor vælger man i det hele taget at starte et nichemedie, og hvorfor mangler lige præcis Innovator Q i markedet?

I sensommeren 2018 stiftede jeg Innovator Q. Vi er et community og nichemedie til og om kvindelige iværksættere, innovatører og ledere. Mange har med stor undren spurgt mig: ”HVORFOR?”

Og dertil svarer jeg med sikkerhed i stemmen: “Fordi kvinder mangler rollemodeller at spejle sig i. Og fordi de store medier alt for sjældent bringer artikler med kvinder som den bærende kilde for gode iværksætter- eller lederhistorie”. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Forskning fra blandt andet Copenhagen Business School viser, at særligt kvinder bliver positivt påvirket af at møde kvindelige rollemodeller – det øger simpelthen deres egen sandsynlighed for selv at blive eksempelvis iværksættere. Derfor må vi simpelthen kunne spille hinanden bedre for at lykkedes med en bedre kønsbalance. 

Sikkerheden i min stemme forbliver stærk, når folk dernæst spørger om jeg er feminist? Ja, jeg er feminist, men det er alle andre vel også, som går ind for ligestilling – både mænd og kvinder. For jeg foretrækker ikke kvinder frem for mænd, men arbejder netop for ligestillingen mellem kønnene. 

Sagen er den, at jeg ikke ønsker en kamp, men blot at skabe forbindelse mellem mennesker og virksomheder, og skabe muligheden for at debattere diversitet og kønsbalance. Hos Innovator Q ønsker vi at sætte fokus, påvirke beslutningstagere og indgyde mod hos unge kvinder, der drømmer om spændende karriere, hvor der også er plads til at få børn.  

Sikkerheden i min stemme og i mit hoved er stor. Innovator Q er en god ide…

…men der er et spørgsmål, der piner mig, og det er: ”Hvordan ser min forretningsmodel ud?” 

Det piner mig af flere årsager, for hvordan tør jeg gå ud i en debat, som med sikkerhed kan skabe en del modstand, og hvordan tjener man penge som medie i dag? 

Ifølge Slots- og Kulturstyrelsens nye analyse ”Mediebranchens omsætning og beskæftigelse”, så faldt mediebranchens omsætning fra 2016 til 2017 med tre procent. 

I samme periode faldt også beskæftigelsen med to procent, hvilket i rå tal er et fald fra 18.926 årsværk til 18.589 årsværk. Det er ikke mange, men alligevel et fald, der kan måles. Set i forhold til at den danske økonomi i samme periode har oplevet fremgang, så er det bekymrende tal. 

Særlig slemt ser det ud for brancherne ”Skrevne nyheds- og aktualitetsmedier”, der rummer blandt andet dagblade og lokalaviser, og magasiner og ugeblade. Disse to brancher tabte henholdsvis seks procent og fem procent af omsætningen i 2017. I den kategori ligger Innovator Q.

Som uddannet økonom er jeg vandt til, at alt der rimer på succes, skal kunne sættes ind i et Excel-ark. For så er det nemt at overbevise alle om, at det her er en god ide (– i øvrigt ét af problemerne med ligestilling, for hvordan måles det egentlig?)

Men hvordan overbeviser jeg andre om, at det er en god ide at stifte en virksomhed, hvor purpose står for os som det vigtigste i en branche, der har faldende i omsætning.

Mit håb er, at det netop er purpose, der skal være vores stærke våben i en branche med faldende omsætning og beskæftigelse. For vi arbejder for noget vigtigt, nemlig at styrke kvinders adgang til succes som iværksætter, innovatør og leder på lige vilkår med mændene.

Hvis vi kan være med til at vise de kvindelige forbilleder frem, så kan vi være med til at styrke et fællesskab, som kan skubbe endnu flere kvinder til at springe ud i livet som netop iværksætter, innovatør eller leder. Det vil være sundt for iværksættermiljøet, for samfundsøkonomien og for den enkelte kvinde med en iværksætterdrøm i maven. 

Jeg tror desuden, at i en travl hverdag, ønsker mange at søge niche-viden. Altså hvis du interesserer dig for et bestemt emne, så vil du gerne opsøge de medier, som med sikkerhed bringer spændende viden om netop dit foretrukne emne, i stedet for at åbne en avis, hvor du bliver præsenteret for hele paletten af stofområder fra erhverv, kultur, sport og livsstil. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Ugens overraskelse var da jeg… fandt ud af hvor vanvittigt dyrt og umuligt det er at finde overnatning på Bornholm under Folkemødet. Jeg har længe kigget efter overnatning, altså helt tilbage i efteråret. Men har udskudt det, fordi Innovator Qs deltagelse ikke lå 100 procent fast. 

Nu har vi så besluttet, at vi vil afholde en paneldebat på Iværksætterskibet i havnen i Allinge, og ja så kom behovet for overnatning for alvor. Men det er umuligt med mindre, man vil betale mange tusinde kroner. Selv campingpladserne melder alt udsolgt. Så nu kører vi selv i bil derover og hjem igen samme dag. 

Jeg blev rigtig glad, da jeg i denne uge fandt ud af, at... der er mange dygtige og autentiske rollemodeller, som bakker op om vores paneldebat på Folkemødet, hvor vi vil diskutere ”hvorfor tier kvinder stille i medierne?” 

Branchens største udfordring, lige nu er… at ryste det dårlige rygte som journalister har af. Jeg har selv en baggrund som journalist og økonom, og har arbejdet som embedsmand i Finansministeriet i det meste af min karriere før jeg blev selvstændig og iværksætter. 

Det var ofte på dagsordenen, hvad medierne mon kunne finde på at skrive om vores ofte lidt kedelige, digitale projekter. Og kunne vi nu være sikre på, at de ville gengive vores mission med retfærdig sans for det, som virkelig var vigtigt? 

Da jeg altid har tænkt, at jeg en dag også skulle være journalist, så har jeg altid bevæget mig rundt om det undre-spørgsmål. Hvorfor ser vi ikke journalister som samarbejdspartnere i stedet for modstandere, der bare vil grave efter vores fejl?

Vi laver jo alle fejl, og det er sundt. Men det er ikke rart at få udstillet. Og journalister har det med at gå efter den bedst sælgende historie. Det, som skaber flest læsere, og det er ikke altid det, som er den rigtige og vigtige historie. 

Og det irriterer mig når… jeg deltager i arrangementer om diversitet og kønsbalance, så er der er overvægt af kvinder, senest den 8. marts, hvor der kun var en mand pr 15 kvinde. Hvor var mændene henne? I mine øjne bør det være klart for alle, at det er i vores fælles interesse at ændre på den ubalance, der er. 

(Og jo så irriterer det mig grænseløst, at folk bander, både på skrift og i tale. Jeg synes, at det synd, at folk ikke gør sig mere umage med at forklare sig og udnytte de tusinde vis af muligheder, der findes i det danske sprog.  Hvis ens fantasi ikke rækker til at bruge andet end et bandeord som tillægsord så drop hellere tillægsordet.)

Løsningerne må være at… blive ved med at debattere diversitet og invitere alle med ombord. Som nichemedie skal vi forsøge at få den viden om kunderne, der gør det relevant for alle kvinder og mænd at læse vores medie, når de har brug for et skulderklap, et håb og en tro på at alle karrierer kan lykkedes. 

Når jeg går på weekend, skal jeg… i sommerhus med min mand og vores tre børn. Nu begynder den tid på året, hvor vi kan åbne sommerhuset, og hver fredag kæmper vi med at pakke bilen med tre trætte unger, lokker med alt for meget slik, blot for at vi kan vågne lørdag morgen midt naturen, langt væk fra den larmende hverdag.  

Jeg sender fredagsstafetten videre til.. Anne Aksglæde Stahl, som netop er blevet udnævnt som Head of Communications and marketing for Sweco Danmark A/S. Jeg er nysgerrig på, hvordan hun ser udviklingen i arkitektbranchen, hvor anerkendte danske tegnestuer bliver opkøbt af rådgivende ingeniørvirksomheder, og hvordan det påvirker mulighederne for at positionere sig i markedet som arkitekter.

Og så er der ugens optur:Jeg har netop sendt design af vores nye statement-t-shirt til vores samarbejdspartner og producent. Om lidt kommer den i handel!

Efter påske lancerer vi nemlig vores statement-t-shirt med påskriften ”d’herrer”. Det er en venlig påmindelse til mændene om, at vi damer, vi er her også. Så hvis d´herrer lige vil rykke lidt til siden, ja, så kan vi alle sammen være med.

Jeg er desuden ret begejstret over, at headhunterbranchen nu blander sig i debatten om kønsbalancen, ved at udarbejde et charter for at få mindst en tredjedel kvinder på lister over brugbare kandidater. Derved gør de sig selv kandidater til at modtage en af vores nye t-shirts. Statementet d’herrer er en fin hentydning til, at vi gerne vil indbyde herre-klubberne til samarbejde.

Ugens nedtur:Jeg kan ikke få fat i Helle Thorning Schmidt.  Ville så gerne have hende med til vores paneldebat på Folkemødet på Bornholm. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.