Klumme: Det er juleaftensdag, og jeg er på vej til min mor. Jeg har lige ordnet de sidste mail på kontoret. På vejen, ved universitets-biblioteket og Fiolstræde, midt på de rektangulære flade brosten ligger der en due. En helt normal bydue. Med de genkendelige mørkeblågrå vinger, den oppustede lysegrå krop og de røde rynkede fugleklør strittende op i luften, duen ligger på ryggen.

Kigger man tæt efter, kan man se at næbet bevæger sig mikroskopisk, i slowmotion. Mens jeg står der, paralyseret over situationen, basker den venstre vinge hårdt to gange og det er en ubehagelig stadfæstning af, at der stadig er liv i det lille væsen. 

Ikke bare ved siden af duen, men med klørene naget fast på hals og bryst, sidder der en enorm rovfugl - meget unormalt på en stor gågade midt i det indre København. Det er en smuk brun falk, med hvidt bryst. Spidst gult næb og vrede øjne.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

I sekundet lige før duen basker de to gange med vingen, flyver eller nærmere slæber, falken duens krop 30 centimeter bagud. Det går meget stærkt. Falkens bagfjer sidder næsten i klemme mellem et afløb og en mursten. Det er her, i dette øjeblik, at falken gør sit endelige drab. Med et hidsigt og præcist hug lander næbet ned i bryst og hals på duen. 

Falken har et krybdyrs-agtigt blik og hovedbevægelser i små hurtige ryk. Den skiftevis scanner området omkring sit bytte og hakker ned i duen, i det varme og måske stadig let levende jagtbytte. Da falken er sikker på, at duen ikke kan komme væk, rykker den fra halsen til venstre side af duen og så til højre og hakker, om muligt mere grådigt, dybt ned i mavepartiet.

Der er fjer i en cirkel, som efter en pudekamp. Der sidder også små hvide dun i næbbet, som er gået fra at være gult til orange, malet af det friske blod. I lang tid ser jeg scenen som den eneste tilskuer, jeg er målløs. Efterhånden stopper et par turister op og så kommer min lillebror gående og er ligeså overrasket som jeg. Vi følges hjem til mor og til julemiddag med andesteg. 

Hele julen igennem, tænker jeg over dette scenarie. Som at to fugle landede pludselig midt i min virkelighed midt i byen og mindede mig om den smukke barske og vigtige natur, men også på vores dyriske instinkter og ikke mindst på vores tilgang til miljøet i vores branche - og at alt måske ikke er så sort på hvidt. 

Er jante klima-loven på spil?

Faktisk havde jeg skrevet denne klumme for en måned eller to siden, og i vores lille bureau med store ambitioner har vi selv diskuteret meget frem og tilbage, om den skulle bringes eller ej. For hver dag udvikles denne debat og det er virkelig vigtigt og af den grund fylder det enormt meget i min hverdag. 

Jeg vil gerne lige begynde med at sige, at jeg ikke på nuværende tidspunkt er veganer, stoppet med at flyve (frivilligt i hvert fald, det er nok mere mit startup-budget, der begrænser) eller har tænkt mig ikke at få børn på grund af det enorme CO2-udslip, som et nyt menneske tilfører planeten. 

Til gengæld har jeg en drøm om, at jeg gerne vil arbejde for og være i spidsen for et af de firmaer, som gør en forskel. Så meget som muligt. Om ikke andet så på sigt og at jeg lige nu kæmper en indre kamp med at finde den gyldne vej til at kunne arbejde med det, som jeg elsker, med god samvittighed, og stadig nyde et glas importeret fransk vin engang imellem, uden at jeg får klima-angsten galt i halsen.

Men hvordan gør man det? Og hvilken forskel? Det har jeg tænkt meget over…

Det kribler i mine tanker, for vores bureau er kun fire måneder gammelt, og vi har jo netop muligheden for at sætte vores eget præg på dagsordenen i vores branche. Men med muligheder kommer også flere valg, der skal tages, så det er nemmere sagt end gjort.

Jeg synes, at jeg oplever, at hvis man kun gør det gode 80 procent af vejen, så skal det ”straffes”. Det undrer mig. Er det jante-klima-loven, som er på spil?

Skal man så tie stille af frygt for en hetz? For hvis man han har sagt, at man er ”grøn”, og så alligevel handler ind i Netto til fredagsbaren med plastposer, eller arbejder for et firma, som fragter varer med flyet til det nordiske kontinent?

Er klimabevidsthed virkelig et spørgsmål om enten eller? Hvis vi alle sammen er mere bevidste og ændrer lidt i vores hverdag og rutiner, så er det vel til det bedre, selvom det måske starter i det små? Eller hvad? Tankerne holder mig til tider oppe til langt ud på natten, da jeg ved at især den unge generation tænker meget over dette. 

Når en så stor del af verdens befolkning bekymrer sig om noget, så skylder vi dem også, at vi prøver at imødekomme deres bekymringer. Vi har som reklamefolk og kommunikatører, i min optik, en pligt til at lytte til vores målgrupper og hvad de har på hjerte, både i lejren for og imod. Det forventer vores kunder. Samtidig med at vi vokser som mennesker. 

Men det er op til os som branche at se på, hvordan vi kan overføre det til vores arbejde.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Mit løfte til mig selv og miljøet

Vi er på vores nye bureau stadig ved at finde vores plads i markedet, og hvordan vi kan sætte vores eget præg på dagsordenen. Hvordan vi kan gøre en forskel?  Jeg ved med sikkerhed, at vi ikke vil sige nej til store virksomheder, som ikke er 100 procent klimavenlige endnu hvis de gerne vil samarbejde med os. Men måske jeg kan hjælpe dem til at gøre forskel på sigt, det er mit grønne håb… 

Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at jeg vil have det i tankerne i alt, hvad jeg laver. Om jeg her kan gøre en forskel. Og er det ikke dér, hvor forandring begynder? I det små og i hverdagen?

Så derfor er dette mit løfte – til mig selv, miljøet og mine kunder og kolleger: Jeg vil gøre mit bedste…

I mine øjne er det absolut modigste og ikke mindst langt sværeste at tro på det grundlæggende gode. Så simpelt kan det siges. Så det vælger jeg at tro på og samtidig være bevidst om, at vi hos os ikke er ”perfekte” og ligesom falken i Fiolstræde er der til tider noget brutalt over diskussionerne om, hvordan vi gør det.

Men i den rejse håber jeg på at kunne slippe bare en smule mere for de løftede fingre, og indgå i ordentlige debatter omkring et fælles, bedre, oplyst verdensbillede og måske på sigt gøre en forskel sammen? For folk og fugle hver især.

Eller det for hippie-agtigt?

Hvad er din holdning? Skriv endelig til mig på sara@heliconvalley.dk.