Klumme: I mit barndomshjem var naboen direktør for en af landets største bilforhandlere, og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt som ung mand spurgte ham om muligheder for at købe en brugt bil hos dem.

Svaret var kontant. Han ville ikke sælge brugte biler til folk i hans private sfære, fordi man aldrig kunne være helt sikker på, hvad der kunne opstå af problemer med bilen, og det derfor kunne belaste relationen.

Det er en ganske god forklaring på, hvorfor tilliden til brugtbilhandlere historiskt har ligget i bund – det handler om skuffede forventninger – og jeg kom til at tænke på historien i forbindelse med, at Jyllands-Posten på det seneste har kørt en række artikler om, at tilliden til politikerne aldrig har været lavere. Mens moderne biler er blevet væsentligt bedre og derfor formodentlig har hjulpet på brugtbilforhandlernes image, så ser det ud til at gå den modsatte vej med politikerne.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Forklaringen ligger ikke lige for, og der kan sikkert gives mange bud. Men et af dem sætter den politiske markedsføring på anklagebænken. Den er blevet mere og mere professionaliseret, og antallet af spindoktorer har aldrig været højere. De er helt sikkert dygtige til at vinde valg, og hvis man vil magten, så er det svært at argumentere mod at gøre, hvad der skal til for at vinde.

Bivirkningen kan desværre vise sig at være, at politikerne ”sælger” en vare, hvor mange bagefter oplever det som en brugtvognsforhandler, der har solgt dem et sminket lig.

Jyllands-Posten opgjorde på basis af en Norstat-analyse, at blot 29 procent af befolkningen tilkendegav, at de havde ”Meget stor tillid” eller ”Ret stor tillid” til politikerne på basis af et spørgsmål, der gik på, hvor stor tillid de havde til politikere i almindelighed. 

Spørgsmålet er stillet med samme ordlyd, som Det Danske Valgprojekt siden 1990 har brugt i en stor analyse foretaget i forbindelse med alle valg. Her var tilliden i 2015 på 47 procent og i 2011 på 60 procent.

Selv med de forbehold, der skal tages, fordi det er to forskellige analyser, så ligner det et markant fald.

Man kan også diskutere, hvad man egentlig får svar på, når man stiller et så generelt spørgsmål. Men når man har tal fra alle valg siden 1990, så beskriver det en udvikling, som er relevant at forholde sig til.

LÆS OGSÅ: REKLAMEBUREAUER SPILLER MINDRE ROLLER I VALGKAMPEN

Møgsager er ikke forklaring nok

Jyllands-Posten citerer forskellige valgforskere, som bl.a. peger på forskellige sager som en forklaring. Det gælder Thornings løftebrud. Lars Løkkes møgsager, og Morten Messerscmidts EU-sager. Alle sammen sager, der ikke styrker troværdigheden, men hvis de skal give mening, så bør det jo svække Helle Thornings, Lars Løkkes og Morten Messerschmidts troværdighed frem for alle politikeres.

Man kan i Det Danske Valgprojekt f.eks. se, at tilliden i 1994 steg fra 46 procent i 1990 til 54 procent til trods for Tamil-sagen i 1993, hvor Schlüter måtte gå af, og hvor der efterfølgende blev gennemført en Rigsretssag mod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen.

Tilliden steg også fra 1998 til valget i 2001, selvom statsminister Poul Nyrup Rasmussen ved valget i 1998 havde udstedt den såkaldte efterlønsgaranti, som mange bagefter mente, han svigtede.

Jyllands-Posten fulgte artiklen om analysen op med et besøg på et autoværksted, og her fremgik det da også, at den manglende tillid er bredere end blot nogle sager. 

I Det Danske Valgprojekt er der et spørgsmål, hvor vælgerne skal tage stilling til et udsagn om, at ”de fleste politikere er mere optaget af at blive genvalgt end af at gennemføre deres politik." Næsten tre ud af fire er enige i en eller anden grad i dette udsagn.

Umiddelbart et lidt ironisk resultat, for man skulle tro, at den bedste måde at blive genvalgt på, ville være at få gennemført sin politik. Det tyder på, at politikere og befolkning går ret skævt af hinanden, og når det er tilfældet, så kan man sige, at hvis politikerne var et brand, så er deres markedsføring dumpet.

Den politiske virkelighed er, at ingen får gennemført deres politik. Hverdagen i den politiske verden og ledelsen af landet handler om dilemmaer, hvor man skal søge efter den mindst ringe eller den bedst mulige løsning på komplekse problemstillinger, og det skal opnås i forhandlinger, hvor man bliver nødt til at søge kompromisser mellem forskellige holdninger.

Det kan måske synes træls, ligefrem irriterende og mindre handlekraftigt, men det er vel grundlæggende en demokratisk dyd, at der lyttes og gives indflydelse til forskellige interesser.

Det bliver bare et problem, hvis partier og politikere får skabt nogle helt andre forventninger i deres markedsføring, som ikke kan indfris i det daglige politiske arbejde. Og dette er en klar risiko, når man tilstræber enkle budskaber og konkrete løfter – måske endda tilrettet forskellige målgrupper.

Kontraktpolitik vs løftebrud

Anders Fogh Rasmussen (V) praktiserede en kontraktpolitik, hvor han kom med relativt få løfter, som han insisterede på blev gennemført. Han havde selvfølgelig også et omfattende program med mange forslag, men de var til forhandling. Tilliden til politikerne toppede rent faktisk ved valgene i 2005 og 2007, hvor Anders Fogh var statsminister. Ved disse to valg blev tilliden noteret til 70 procent.

Herefter kom så Helle Thorning, som fik bygget en masse forventninger op, som hun ikke evnede at levere på, og derfor kom ordet løftebrud til at klæbe til hendes regering.

Selvom udviklingen i politikertillid fra Nyrup over Fogh til Thorning og Løkke kan ligne et mønster, så er der en anden faktor i spil. Tilliden begyndte at falde fra valget i 2007, og perioden siden har været præget af en markant digitalisering af medieverdenen, der har skabt en stærkt øget konkurrence om opmærksomheden – bl.a. gennem de sociale medier.

Digitaliseringen har fremmet tabloid-journalistiske virkemidler. I kampen om læsere og seere skal vinklerne helst skæres skarpt, det skal være kort, og det skal gå stærkt. Det hele bliver mere og mere sort/hvidt, selvom virkeligheden faktisk bliver mere kompleks.

Heri kan ligge en forklaring på, at den politiske markedsføring har udviklet sig som den har. Hvis vejen ind til medierne er korte og enkle budskaber, så er partiernes og politikernes valg åbenbart at give dem det.

Men så svigter de deres ansvar for. Det er vores demokrati, der er på spil, og det er politikernes ansvar at kommunikere og markedsføre sig på en måde, så de ikke samtidig giver vores demokrati lungebetændelse. Tillid og troværdighed er nøgleord i denne sammenhæng.

Det kan godt være, at den politiske markedsføring er blevet sværere i den digitale tidsalder, men det er al markedsføring, og hvis man vil sidde i toppen af samfundets pyramide, så må man forventes at kunne finde løsninger, som ikke samtidig eroderer tilliden og troværdigheden.

Selvfølgelig handler politik også om viljen til at gribe magten, men desværre ser politikernes selvforståelse ikke ud til at rumme de moralske aspekter, der bør sætte begrænsninger på, hvilke virkemidler, man tager i brug.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.